Julen og nytårets festligheder kan skjule uventede udfordringer, og når hverdagen og arbejdslivet genoptages, kan nogle opleve mere end blot fysisk træthed.
Du kender sikkert den lidt matte og tunge følelse, man kan have i kroppen, når man igen træder ind på arbejdspladsen efter en god ferie, hvor arbejdet for en stund har været skubbet helt til siden.
Selvom det er helt naturligt at føle sig træt og uoplagt, når man igen skal træde hamsterhjulet i gang, så skal der ifølge psykoterapeut og partner i angst.dk Flemming Bust, ikke meget til, før denne følelse kan gå over i en regulær udmattelse, som kan være langt værre end blot lidt træthed.
Det kan nemlig være et skjult råb om hjælp, og bag den maske af udmattelse, som mange skyder skylden på efter juledagene, gemmer sig en snigende fjende – angst.
“Det er vigtigt at lytte til de signaler, kroppen sender. Angst er ikke bare en følelsesmæssig reaktion, men en kraftfuld besked fra vores sind, som fortæller, at noget skal adresseres. Så i denne efterfest-periode, må vi ikke ignorere de signaler, vores krop sender os,” siger Flemming Bust.
Han advarer mod, at man forveksler dagligdagens små stressfaktorer med noget, der kan være mere alvorligt, og som man ikke bør ignorere.
Tre symptomer på angst du ikke må ignorere
Hjertebanken
Hjertebanken er i sagens natur ganske almindeligt f.eks. i forbindelse med motion eller forelskelse, som er en slags sund stress for din krop.
Men det kan altså også ske ved angst. Så hvis du oplever hjertebanken i hverdagssituationer, hvor der ikke er nogen umiddelbar fysisk anstrengelse eller stærk følelsesmæssig oplevelse, kan det være et tegn på noget mere bekymrende, såsom angst eller stress.
I disse tilfælde er hjertebanken ikke et tegn på positiv tilpasning, men snarere et advarselssignal fra kroppen. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på disse situationer, fordi regelmæssig eller intens hjertebanken uden åbenlys grund kan indikere en underliggende tilstand, der kræver din opmærksomhed.
Svimmelhed
Svimmelhed kan skyldes øget aktivitet i det autonome nervesystem. Du kan tænke på det som kroppens “frys-reaktion.” Hvis du f.eks. stødte på en bjørn i skoven, ville du enten kæmpe, flygte, eller i værste fald spille død.
Når du føler dig svimmel, er det som om din krop vælger denne sidste mulighed for dig. Det er amygdalaen i din hjerne, der forsøger at beskytte dig ved at “slukke” et øjeblik, hvilket kan forårsage svimmelhed. Mens svimmelhed af og til kan opstå af harmløse årsager, som f.eks. at rejse sig for hurtigt, kan gentagne episoder af svimmelhed i hverdagssituationer være et vigtigt signal fra kroppen.
Når hjernen og kroppen er under konstant pres, kan det autonome nervesystem blive overbelastet, hvilket kan resultere i episoder af svimmelhed. Det er kroppens måde at sige, at den er overbelastet eller ude af balance.
Hyperventilation
Angst fører ofte til hyperventilation, der fysiologisk forskubber balancen mellem ilt og kuldioxid i kroppen. Det kan gøre, at hjernen sanser, at der er for lidt ilt, og den sætter så gang i mere hyperventilation.
Denne onde cirkel kan føre til flere bekymrende symptomer som åndenød, øget svimmelhed, prikken i fingre og tæer, mundtørhed og en følelse af mental forvirring eller “hjernetåge”. Disse symptomer kan være forstyrrende i dagligdagen og kan endda forværre oplevelsen af angst.
I hverdagen er det derfor vigtigt at være opmærksom på disse tegn på hyperventilation, da de ikke blot er ubehagelige, men også kan være indikatorer på, at kroppen ikke håndterer stress og angst effektivt.
Bemærk de små ting
Det er vigtigt at være opmærksom på, at disse symptomer kan være alvorlige indikatorer på angst, og de bør derfor ikke ignoreres eller forveksles med almindelige daglige stressfaktorer, mener Flemming Bust.
“Hverdagens uforklarlige hjertebanken, svimmelhed og hyperventilation er kroppens diskrete, men presserende opkald. Symptomerne, der ofte forkert bliver afskrevet som bagateller, kan være kraftfulde indikatorer på angst. Det er essentielt at lytte til disse signaler – de er ikke blot hverdagens baggrundsstøj, men afgørende advarsler, der fortæller os, at det er tid til at tage hånd om vores mentale sundhed,” siger han.