Nordjyske Liftup, der har udviklet og siden 2014 solgt den prisbelønnede løftestol Raizer, har solgt rettighederne til produktet til det engelske selskab Direct Healthcare Group (DHG).
“Raizer-produktet passer naturligt til DHG, som vi har arbejdet tæt sammen med på det svenske marked i mange år,” siger Søren Elisiussen, CEO hos Liftup A/S,
Salget af Raizer sker for at fokusere og styrke Liftups indsats inden for løsninger for tilgængelighed i form af personlifte. Liftup lancerede det nye produkt – elevatorliften EleNor – i foråret 2022 og forventer at levere de første elevatorlifte til det danske marked i løbet af efteråret 2022. EleNor introduceres på de internationale markeder i løbet af efteråret.
Køberen af Raizer produkterne er den paneuropæiske producent af medicinsk udstyr, DHG, der overtager produktion, salg og service af Raizer II og Raizer M med udgangen af oktober i år. Raizer II og Raizer M sælges i mere end 30 lande verden over og er begge videreudviklinger af en prisbelønnet løftestol, som Liftup siden 2012 har stået bag.
Store udviklingsmuligheder
Raizer-produkterne er et dansk velfærdsteknologisk hjælpemiddel og udviklet af Liftup siden 2012. Den oprindelige Raizer blev kåret som en af de fem bedste danske opfindelser i 2015 og vandt hurtigt indpas inden for ældrepleje, i sundhedssektoren og i redningstjenester.
”Vi er stolte af den udbredelse, Raizer-produkterne allerede har opnået inden for ældrepleje, i sundhedssektoren og i redningstjenester verden over. DHG har med deres fokus på klinisk uddannelse og med deres store salgsnetværk, mulighed for at gøre Raizer tilgængelig for endnu flere fremtidige brugere. Med salget skaber vi derfor de bedst mulige udviklingsmuligheder for både Raizer og Liftups tilgængelighedsprodukter,” siger Søren Elisiussen.
Liftups tilgængelighedsløsninger findes – som Raizer-produkterne – i hele verden. I 2021 gik 89 procent af virksomhedens omsætning til eksport.

