I en alder af bare 25 år har Patricia Plesner allerede to års erfaring som CEO for EcoHotels.com; en hoteludbyder, der sætter fokus på bæredygtighed og ansvarlighed. Det har været to år med en skarp læringskurve, og her fortæller Patricia lidt om, hvad hun gerne ville have vidst, inden hun satte sig i direktørstolen.
Det er ikke alle beskåret, at kunne kalde sig CEO, allerede når man er i starten af tyverne. De færreste har den helt store erfaring fra arbejdsmarkedet, og de fleste vil kun have sparsom ledererfaring at støtte sig til, når de tiltræder i en sådan stilling.
Det afholdt dog ikke Patricia Plesner fra at tage opgaven på sig allerede som 23 årig. I dag ser hun tilbage på to lærerige år, som også har givet dyrebare erfaringer og en større forståelse for, hvad det vil sige at være leder.
Mangfoldighed kræver meget
Jeg ville ønske, at jeg dengang vidste, hvor meget det kræver af dig som leder, at folk er så forskellige, som de er. Det er virkelig vigtigt for mig, at der er mangfoldighed her på arbejdspladsen, men jeg havde nok ikke tænkt, at med mangfoldighed kommer rigtig mange forskellige slags mennesker. Det skal jeg kunne rumme som leder, og det skal arbejdspladsen kunne rumme. For nogle ansatte vil have meget frihed under ansvar, mens andre arbejder bedst med helt klare rammer. Nogle har behov for meget feedback, andre er utroligt selvkørende.
Som CEO er det mit ansvar at arbejdsopgaverne bliver løst så godt som muligt. Det kan ikke nytte noget, at man er for konfliktsky.
Patricia Plesner.
Hvem end de er, så er det min opgave at få hver enkelt medarbejder til at føle sig godt tilpas, give dem mulighed for at udføre deres job bedst muligt, og at de er glade for at være her. Det er jo lettere sagt end gjort.
Her på EcoHotels har jeg indrettet det hele sådan, at hver enkelt medarbejder er chef for sit eget område og helt selv styrer, hvordan det skal gribes an og hvad målsætningen er.
På den måde kan jeg også se, hvordan de alle sammen udnytter deres kompetencer på forskellig vis, og jeg bliver så glad for, at vi ikke alle som jeg. Meget af mit arbejde består derfor i at evaluere, give feedback og være sparringspartner på alle folks projekter, og for mig er den en god måde at holde føling med den enkelte, og samtidig lade dem gøre det, de er bedst til.
At blive CEO er en fantastisk måde at blive opmærksom på, hvad man ikke selv er særlig god til, synes jeg.
Et fuldtidsjob på alle måder
Jeg har virkelig opdaget, at man som CEO har et fuldtidsjob, med stor fed streg under fuldtid. Jeg er lidt på arbejde hele tiden, og det forlader aldrig rigtig mine tanker. Tit, når jeg går i seng om aftenen, ligger jeg lige og tænker på, hvordan vi som team kan performe lidt bedre, end hvad jeg kan lave af nye tiltag for medarbejderne. Alle den slags ting kører tit rundt i mit hoved. Det er ikke stressende, men det fylder selvfølgelig meget. Måske er det fordi, jeg er ret ung og driver et startup. Samtidig det er også bare vildt spændende, så det kan være svært at lade være. Samtidig så forventer jeg ikke, at medarbejderne har det på samme måde, eller at de skal være tilgængelige hele tiden.
Man kan ikke forvente af sine medarbejdere, at de skal arbejde mere, end man selv gør, og tit heller ikke lige så meget, som man selv gør. Det følger med at være chef, at man skal arbejde meget, og aldrig rigtig har helt fri.
Da jeg startede som CEO var vi et lille team, og vi var meget på og tilgængelige hele tiden alle sammen. Det har ændret sig. Vi er så forskellige, og vi har også forskellige prioriteter, når vi har fri. Og det er man bare nødt til at respektere.
Nødvendigheden af at være hård
Som chef er man den, der skal træffe de hårde beslutninger nogle gange. Sådan er det. Men jeg har det ikke nemt ved det, må jeg indrømme. Jeg er som person lidt en pleaser, og jeg vil virkelig gerne, at der er plads til alle. Sådan er virkeligheden bare ikke altid på en arbejdsplads, og jeg har også måtte indse, at jeg er mere chef, end jeg er kollega.
Jeg har haft svært at ved at sige til medarbejdere, at et stykke arbejde bare ikke er udført godt nok. Jeg har altid lyst til at hjælpe den medarbejder; eller måske ligefrem udføre opgaven selv. Men det går jo ikke.
At være den hårde chef, det vænner jeg mig aldrig til, og da jeg startede som CEO, havde jeg dårligt overvejet, at jeg en dag blev nødt til at fyre en medarbejder. Men det kan blive nødvendigt, og selvom jeg ikke bryder mig om det, så er jeg blevet bedre til det.
Som CEO er det mit ansvar at arbejdsopgaverne bliver løst så godt som muligt. Det kan ikke nytte noget, at man er for konfliktsky, hvis noget bare ikke er godt nok. Det er en ting, man skal lære som chef, men man lærer også, at det langt henad vejen også noget, som medarbejderne forventer af dig.
Sådan er det at være chef; man er det ikke kun, når det er sjovt. Og det har jeg lært meget af over de seneste år. Samtidig er der rigtig mange ting, jeg endnu ikke ved, at jeg skal lære.