AI-teknologierne er i vild udvikling. Store forskelle på tilgangen til patentret i EU og USA kan give problemer for danske virksomheder, som opfordres til at starte patentprocessen hurtigst muligt.
”Better safe than sorry.”
Udtrykket og mindsettet har reddet mange mennesker og virksomheder fra at dumme sig i tidens løb, og det er da også et aktuelt udtryk netop i disse tider, hvor udviklingen inden for AI for alvor tager fart, og truer med at ændre mange af de ting, vi kender og tager for givet, for altid.
Men de nye teknologier kan også bringe mange have den effekt, at man som virksomhed kan komme langt foran konkurrenterne på markedet, hvis man forstår at omsætte AI på den bedste måde.
Nye spilleregler
Tal fra SMV Danmark viser, at siden 2019 er andelen af virksomheder, som anvender kunstig intelligens steget markant. I 2019 anvendte seks procent af virksomhederne med ti eller flere ansatte en eller anden form for kunstig intelligens. I 2021 var dette tal steget til en andel på 24 procent, hvilket er en firedobling på blot to år.
“Det er så nyt et felt, at lovene endnu ikke er skrevet. Det skaber usikkerhed om, hvorvidt man kan få den beskyttelse, man ønsker. Men hvis man satser stort på sin teknologi, er det risikabelt ikke at forsøge at beskytte den,” siger Louise Floor Frellsen, der er European Patent Attorney hos landets ældste patent- og varemærkebureauer, Budde Schou.
Hun påpeger desuden, at der er store forskelle på, hvordan man vurderer patentretten på AI-teknologier i Europa sammenlignet med USA og Kina, der er de to største markeder for AI-teknologier i øjeblikket.
“Man skal være særligt opmærksom på, at der lige nu er store regionale forskelle i lovgivningen. Løsninger, der ikke ville kunne patenteres i Danmark eller Europa, kan have en chance andre steder i verden. Derfor risikerer man at blive udelukket fra at bruge sin teknologiske løsning, hvis konkurrenter har taget chance for at få patentbeskyttelse i udviklingsfasen, imens man selv lod være,” siger hun.
Louise Floor Frellsen fortæller videre, at brugen af AI kan ikke beskyttes generelt, men trænet på særlige datasæt eller anvendt specifikt i en ny kontekst, så det ikke bare er for at lave hurtigere beregninger, er det muligt at opnå beskyttelse.
“Også i EU. Man bør derfor tage sine forholdsregler så tidligt som muligt i processen.”
Stil de rette spørgsmål til din teknologi
Grundet patentansøgningers hemmelige natur kan Louise Floor Frellsen ikke fortælle specifikt om indholdet af igangværende ansøgninger hos Budde Schou. Dog kan hun allerede nu anbefale et par indledende steps, hvis man som virksomhed ønsker at få en god start på patentprocessen for sin AI-teknologi:
- Begynd at beskrive, hvilken data AI’en er trænet på, som man selv har adgang til, og som konkurrenterne ikke har.
- Begynd at beskrive, hvad det er AI’en kan, som man ikke kunne løse før.
“Selvom AI i det store hele endnu kan være en udefinerbar black box, er det altid godt at begynde med at se på, hvor ens teknologi adskiller sig fra andre. Det er en god tommelfingerregel, at hvis man har lagt en masse tid og tankekraft i at få noget til at virke, har man som regel også været opfindsom på vejen. Man ser sig bare nemt blind på, hvad der er nyt og hvad der er oplagt, derfor er det godt at få hjælp udefra til at se, hvad man har opfundet og til at beskrive det juridisk dækkende,” siger Louise Floor Frellsen.