Forligsmanden har i dag offentliggjort det samlede resultat for urafstemningen på det private arbejdsmarked. Stemmeprocenten blev 59,3 og det blev et stort ja til overenskomstresultaterne med hele 79 procent ja-stemmer.
Både lønmodtagere og arbejdsgivere har nu stemt ja til de nye overenskomster, og dermed har både virksomheder og lønmodtagere fået arbejdsro i de næste to år. Hele 78,8 % af de knap 400.000 afgivne stemmer har sagt ja tak til overenskomstresultatet, og dermed har godt 600.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked fået nye overenskomster.
Et markant flertal af fagforeningsmedlemmerne på det private arbejdsmarked har sagt ja til overenskomsterne, som er gældende med tilbagevirkende kraft fra d. 1. marts 2023. Resultatet betyder ro og stabilitet på arbejdsmarkedet i de kommende to år, hvor det høje stemmetal og store ja-procent giver parterne bag forhandlingsresultatet et solidt mandat i ryggen.
“Det er først og fremmest en vigtig dag for Danmark. Selv i en historisk vanskelig tid med høj inflation, krig i Europa, truende økonomisk tilbageslag og mangel på arbejdskraft er det lykkedes ansvarlige parter i fællesskab at sikre to års afgørende stabilitet på arbejdsmarkedet. Det skaber et stærkt fundament under både samfundet og erhvervslivet i de kommende år,” siger adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen.
Han bakkes op af Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, der også er særdeles tilfreds med dagens resultat.
“Jeg er meget tilfreds med, at de nye overenskomster nu er på plads. Det giver vigtig arbejdsro til både virksomheder og lønmodtagere i de kommende to år. Og jeg vil gerne anerkende forhandlerne på begge sider af bordet for at have landet stærke kompromisser i en meget usikker tid med inflationskrise og krig i Europa.”
Dansk Metals formand Claus Jensen, der som formand for CO-industri har været med til at forhandle overenskomsten for industrien, der også er gennembrudsoverenskomsten for hele det private arbejdsmarked, glæder sig også over aftalen.
”Jeg er glad for, at medlemmerne er enige i, at det er en god aftale, vi har lavet. Som prognoserne er nu, er det realistisk, at vores medlemmer inden for 2-3 år kan få indhentet det, vi har mistet ved den høje inflation. Men det kommer ikke af sig selv – nu skal det sidste hentes hjem ved de lokale lønforhandlinger, og der er det altså vigtigt, at arbejdsgiverne er med på, at de bliver nødt til at komme noget mere i lønposen til medarbejderne. Det kommer vi til at følge tæt frem til den næste overenskomstforhandling om to år,” siger han.
Og det er et vigtigt punktum for overenskomstforhandlingerne, lyder det fra arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne, der organiserer cirka 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metalindustrien.
De nye overenskomster, som TEKNIQ Arbejdsgiverne har forhandlet hjem med fagforbundene, rummer en lang række forbedringer, men særligt fleksibiliteten har været et vigtigt skridt.
“I praksis betyder det – især på el- og vvs-området – at virksomhederne nu har mulighed for at aftale sig frem til flekstid med medarbejderne. Det er virkelig en milepæl, der er nået med denne overenskomst, og fleksibiliteten kan både komme virksomhederne og medarbejderne til gavn, da der i højere grad bliver mulighed for at tilpasse arbejdstiden efter behovet,” siger Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.