Obton Forvaltning A/S har på baggrund af en inspektion fra Finanstilsynet i oktober 2024 modtaget en række påbud i relation til FAIF-lovgivningen.
I forbindelse med inspektionen har Finanstilsynet bl.a. undersøgt selskabets forretningsmodel, porteføljepleje- og værdiansættelsesfunktion samt håndtering af eventuelle interessekonflikter.
”Vi ser på påbuddene med største alvor, fordi vores vigtigste fokus er at sikre, at vi varetager vores investorers interesser på bedste vis. Derfor skal vores processer naturligvis leve op til de høje krav og standarder, der følger af lovgivningen. Det har Finanstilsynet vurderet, at det ikke er tilfældet på udvalgte områder af vores forretning, og selvom der er dele af kritikken, som vi ser anderledes på, så vil vi i en konstruktiv dialog med Finanstilsynet arbejde målrettet på at efterleve påbuddene hurtigst muligt,” siger CEO i Obton Forvaltning A/S Søren Strøm.
En del af kritikken fra Finanstilsynet knytter sig til arbejdsgange og strukturer, der går flere år tilbage. På flere områder har vi derfor allerede tilrettet vores tilgang til forvaltningsopgaven, så den stemmer overens med Finanstilsynets tolkning af FAIF-lovgivningen.
I en anden del af undersøgelsen har Finanstilsynet fundet anledning til at kommentere på honorarerne i to konkrete projekter. Her angives, at Obton A/S skulle have påført de pågældende fonde et ”uoplyst honorar”. Den udlægning kan Obton Forvaltning A/S ikke genkende. Det er i den forbindelse væsentligt blandt andet at se på det fulde omfang af omkostninger til interne og eksterne ressourcer såvel som den betydelige risiko, der relaterer sig til udvikling af projekterne.
Obton Forvaltning fortsætter arbejdet med en fremtidig forvaltningsløsning
For at sikre fondene fuld transparens vil Obton Forvaltning A/S iværksætte en ekstern undersøgelse af honorarer, som fonde forvaltet af Obton Forvaltning A/S har betalt til Obton A/S.
I forbindelse med Finanstilsynets inspektion er dele af samarbejdet mellem Obton Forvaltning A/S og Obton A/S blevet vurderet. Resultatet af inspektionen styrker blot Obton Forvaltnings vurdering af, at der fremadrettet er behov for en anden model for forvaltning af fondene.
“Det står i dag langt klarere, hvordan FAIF-lovgivningen skal fortolkes, end da Obton Forvaltning A/S tilbage i 2018 fik sin FAIF-tilladelse. Vi mener, at det i dag kræver en anden struktur og organisation at være forvalter, end den vi har. Derfor er vi i dialog med vores investorer om fremadrettet at finde en alternativ løsning, så vi sikrer de bedste muligheder for dem og deres investering. Det er vigtigt, at det sker i en proces, hvor ingen forpligtelser eller løfter bliver brudt, og når denne er tilendebragt, vil en afvikling af Obton Forvaltning A/S være et naturligt næste skridt,” siger Søren Strøm.
Obton Forvaltning A/S fortsætter sin konstruktive dialog med Finanstilsynet om en formel opfølgning på påbuddene.