Dansk Industri og Forsikring og Pension opfordrer regeringen og EU til at tage udgangspunkt i det samlede udspil og handle hurtigt, så Danmark kan fastholde vigtige arbejdspladser og vækst og sikre sin position som iværksætternation.
Europa er sakket gevaldigt bagud. Vores konkurrencekraft og velstand er alvorligt udfordret, imens succesfulde virksomheder er nødsaget til at rykke udenfor Europas grænser for at finde den nødvendige kapital til at vokse. Danmark og resten af EU skal være bedre til at huse og udvikle de virksomheder, da de netop bidrager til arbejdspladser, vækst og velstand. Og når det gælder innovation, risikovillig kapital og teknologisk udvikling, skal vi være langt mindre afhængige af USA og Kina.
Derfor lancerer Forsikring og Pension (F&P) og Dansk Industri (DI) nu udspillet ”En investering i fremtiden – fire forslag til at løfte og udvikle danske vækstvirksomheder”.
De fire forslag i udspillet:
- Mere fleksible finansieringsmuligheder for start-ups
- Nye modeller, der bygger bro mellem store investorer og vækstvirksomheder
- Bedre rammer for investeringer i samfundskritiske sektorer
- Frigørelse af mere kapital til virksomhedslån
Udspillet rummer konkrete forslag til, hvordan vi kan sikre, at endnu flere vækstvirksomheder kan blive på dansk jord. Det er løsninger, der kan implementeres nu og her, og som hjælper både virksomhederne og de pensionsselskaber, der ønsker at investere i dem. Helt konkret handler det både om at mobilisere privat kapital, samtidig med at vi arbejder mod ét sammenhængende europæisk kapitalmarked.
Morten Høyer, politisk direktør i DI, siger:
– Danmark og resten af Europa kan ikke blive ved med at miste succesfulde vækstvirksomheder og dermed også værdifulde arbejdspladser til især USA. Vi skal have sikret langt mere risikovillig kapital for at bygge fremtidens industrier på europæisk jord. Når vi foreslår de her offentlige-private modeller, så handler det om at sætte tempoet op. Vi kan simpelthen ikke vente på, at markedet klarer det af sig selv. Der er brug for handling nu – det er afgørende for vores velstand, konkurrenceevne og sikkerhed.
Kent Damsgaard, administrerende direktør i F&P, siger:
– De danske pensionsselskaber forvalter en af verdens største pensionsformuer, som både kan og skal investeres med øje for det bedst mulige afkast til danskerne. Vi ser et klart potentiale for i endnu højere grad at kunne investere i nye vækstmuligheder. Men det kræver, at man politisk styrker mulighederne for at kombinere offentlig og privat kapital, så der bygges bedre bro fra de institutionelle investorer som pensionsselskaberne til de vækstvirksomheder, som vi så gerne skal hjælpe til at slå igennem på hjemmebane i Danmark og Europa.
Med udspillet opfordrer F&P og DI derfor også regeringen og EU til at handle hurtigt, så Danmark kan fastholde sin position som iværksætternation og skabe flere globale vækstsucceser.
Danmark har siden år 2000 skabt 13 iværksættervirksomheder – såkaldte unicorns – som er bygget fra bunden til en markedsværdi på over 1 milliard USD. Men ni ud af de 13 virksomheder er siden rejst fra Danmark i jagten på risikovillig kapital. Langt størstedelen holder nu til i USA. Med dem forsvinder ikke bare arbejdspladser og skatteindtægter, men også afgørende innovations- og tankekraft.