Erhvervshus Sjælland står i spidsen for et nordisk samarbejde, der skal give startups bedre forudsætninger for at rekruttere, fastholde og udvikle de rette medarbejdere. Målet er at styrke vækstvirksomheder i bl.a. den sjællandske geografi gennem konkrete værktøjer, netværk og adgang til kompetencer på tværs af Danmark, Sverige og Norge.
For mange startups er adgangen til de rette medarbejdere afgørende for, om de kan tage næste skridt i deres udvikling. Det gælder også i den sjællandske geografi, hvor virksomheder med vækstambitioner ofte møder udfordringer, når de skal rekruttere specialiserede kompetencer eller bygge et stærkt team omkring de første ansættelser.
Derfor står Erhvervshus Sjælland nu i spidsen for et nordisk samarbejde, der skal styrke startups i Danmark, Sverige og Norge med konkrete værktøjer og ny viden om rekruttering og fastholdelse. Samarbejdet samler aktører fra erhvervsfremme, iværksættermiljøer og uddannelsesverdenen om en fælles indsats for at gøre det lettere for startups at vokse på et bæredygtigt grundlag.
”Det er ofte de første ansættelser, der bliver afgørende for, om en startup får skabt et stærkt fundament for vækst. Med det nordiske samarbejde vil vi give virksomhederne bedre muligheder for at finde de rette kompetencer og tænke bredere i deres rekruttering,” siger projektleder, Johanne Milø fra Erhvervshus Sjælland.
For Erhvervshus Sjælland er indsatsen en naturlig forlængelse af arbejdet med at skabe udvikling og vækst i virksomheder på Sjælland og øerne. Som knudepunkt for virksomhedsudvikling bringer Erhvervshus Sjælland viden, virksomheder og samarbejdspartnere sammen, så flere startups får bedre muligheder for at vokse med det rigtige hold omkring sig. Hvert år hjælper Erhvervshus Sjælland 2.500 sjællandske virksomheder og iværksættere med vækst og udvikling, og erfaringen er klar: Manglen på de rette kompetencer kan bremse selv de bedste forretningsidéer.
Samarbejdet bygger på en analyse af de barrierer, som startups møder, når de vil tiltrække og fastholde talent på tværs af landegrænser. Den viden omsættes nu til et praksisnært forløb, hvor virksomheder kan få indsigt i rekruttering, fastholdelse, juridiske forhold og samarbejdsmuligheder i et nordisk arbejdsmarked.
”Vi ser et stort potentiale i at tænke rekruttering mere nordisk. For nogle virksomheder kan den rette medarbejder være tættere på, end de tror – også selv om det er på den anden side af en landegrænse.”, siger Johanne Milø.
Ambitionen er ikke alene at hjælpe den enkelte virksomhed bedre gennem en ansættelsesproces, men også at styrke det samlede startupmiljø ved at åbne for et større talentfelt og nye forbindelser på tværs af landegrænser. Når startups får lettere adgang til de rette kompetencer, styrker det både deres udvikling og de lokale erhvervsøkosystemer, de er en del af.

