Efter sidste kvartals overvægt af danske transaktioner er det i andet kvartal 2023 igen de udgående, der er i stigning. Det viser rapporten Transaction Trends, der giver overblik over det danske M&A-marked.
Danske virksomheder er blevet mindre ombejlede gennem det seneste års tid, viser nye tal fra Transaction Trends, og til trods for at tallene på papiret er faldet markant, er andelen af handler med danske virksomheder fortsat på et relativt højt niveau.
For selvom der i første kvartal 2023 blev gennemført 148 handler med danske virksomheder som køber eller sælger, hvilket er et fald på 2 procent fra første kvartal 2023 og et fald på hele 33,6 procent sammenlignet med andet kvartal 2022.
Selv om aktiviteten således har været lavere i starten af 2023 end i rekordåret 2022, er der overordnet set tale om stabilitet gennem det seneste år – og om et niveau, der er højere end før COVID 19.
”På trods af et fald sammenlignet med sidste år ligger aktiviteten stadig højere end årene umiddelbart inden COVID-19. Det er igen i dette kvartal især TMT-sektoren, der trækker op,” siger Søren P. Krejler, partner og leder af Strategy and Transactions hos EY, der har udfærdiget kvartalsrapporten Transaction Trends.
Han henviser til, at der fandt hele 46 virksomhedshandler sted i andet kvartal 2023 inden for teknologi, medier og telekommunikation (TMT) ud af et samlet antal inden for denne sektor på 162 de seneste 12 måneder.
Sammenlignet med første kvartal af 2023 var der i andet kvartal et fald på 24,2 procent på indenlandske handler, og mens antallet af indgående transaktioner fastholder niveauet fra sidste år – og dermed stadig er den største transaktionstype – har der i andet kvartal været tale om en markant stigning på 37,1 procent i udgående transaktioner. Disse stod for 32,4 procent af de samlede antal transaktioner i andet kvartal.
”Der er tale om det højeste niveau af udgående transaktioner siden slutningen af 2020, og det indikerer, at der er et stærkt momentum for danske virksomheder, der går efter vækst gennem M&A,” siger Søren P. Krejler.
Mens antallet af nordiske købere er faldet med 3,2 procentpoint sammenlignet med sidste kvartal, er antallet af antallet af købere fra resten af Europa steget med 5,7 procent.
”Det indikerer en stigende interesse i det danske M&A marked fra købere fra europæiske lande uden for Norden.”
Transaction Trends udarbejdet af EY’s Strategy and Transactions er en kvartalspublikation, der identificerer trends og tendenser i det danske M&A-marked. Data kommer fra Mergermarket og omfatter handler, hvor danske virksomheder har været mål, køber eller sælger.