Tal for udviklingen inden for transport, industri og byggeri er vigtige økonomiske indikatorer. Derfor er det bekymrende, at mængden af leaset udstyr faldt markant i alle tre sektorer sidste år.
Inden for industriudstyr, transport og byggeri – sektorer, der ofte bruges som pejlemærker for økonomiens tilstand – faldt mængden af leaset udstyr markant sidste år. Industrielt udstyr blev hårdest ramt med et fald på 23 procent i 2024 sammenlignet med året før.
Leasing af entreprenørmaskiner og kraner faldt med 11 procent, mens leasing af lastbiler gik tilbage med 9 procent i forhold til 2023. Det viser nye tal fra Finans & Leasing.
“Mens leasing af person- og varebiler i 2024 er gået en del frem, ser vi en anderledes udvikling inden for de mere industritunge erhverv og byggebranchen. Leasingtallene viser, at Danmark er en åben økonomi og spejler den afmatning som Tyskland og resten af Europa ser ind i.”, siger direktør i Finans & Leasing, Christian Brandt.
Jesper Daugaard Faurby, administrerende direktør i Danmarks største kreditforsikringsselskab, Atradius, følger nøje udviklingen hos 40.000 danske virksomheder. Også her bekræfter tallene den samme tendens i de nævnte sektorer. Ifølge ham peger dataene på et økonomisk pres, hvor danske virksomheder i stigende grad opdeles i et A- og et B-hold.
“Meget af væksten var i 2024 drevet af medicinalindustrien, og kigger man mere bredt på det danske erhvervsliv, så har det faktisk været et ret udfordrende år for store dele af de mere traditionelle produktionsvirksomheder, transportsektoren og særligt byggebranchen,” siger han.
Videre fortæller han, at at Atradius‘ kunder, der indberetter deres handel, ligeledes har oplevet en klart faldende trend inde for de samme tre sektorer. Samtidig slår han fast, at når der blev leaset mindre udstyr i 2024, bekræfter det billedet af, at kunderne slås med et højt renteniveau, udfordrede eksportmarkeder og forbrugere, der holder igen med at bruge penge.
Den udlægning kan man også nikke genkendende til hos Finans & Leasing.
“Leasingselskaberne følger som ejer af aktiverne kunderne tæt – både i op og nedgang. Når virksomhederne oplever faldende ordretilgang og der er skyer i horisonten, er det helt naturligt at leasingomsætningen også falder tilsvarende. Men leasingselskaberne står også klar, når det igen går fremad,” siger Christian Brandt.