En ny undersøgelse fra rådgivningsvirksomheden Marktlink afslører, at danske virksomhedsejere er mere villige til at foretage et tidligt exit, hvis de rette betingelser er til stede, sammenlignet med deres europæiske kolleger.
Hvor mange virksomhedsejere drømmer egentlig om at sælge det hele, og så finder på noget andet at give sig til? Måske gå tidligt på pension, måske indkasserede gevinsten og starte på et nyt kapitel i karrieren.
Det har Marktlink sat sig for at undersøge, og tallene viser, at hele 60 procent er klar på at forlade deres virksomhed, hvis de rette forudsætninger opstår. Samtidig har 52 procent konkret over dette indenfor det seneste år.
Dette tal kommer bag på Jesper Duelund, managing partner hos Marktlink Danmark, der især hæfter sig ved, at tallene er markant højere end i andre europæiske lande.
”Danmark er en handelsnation, og det kommer også til udtryk her. Danskerne er i højere grad end de andre adspurgte nationer parat til at sælge deres virksomhed og lave et exit, hvis det rette tilbud skulle komme, og den opportunisme er interessant.”
Selvom 60 procent af de adspurgte danske virksomhedsejere er åbne for et tidligt exit, er det kun få, der har fuld forståelse for, hvad det kræver. Hele 58 procent mangler en klar exit-strategi, og 44 procent har ikke kendskab til de udfordringer og processer, der kan opstå ved et videresalg eller ejerskifte.
Disse tal viser ifølge Jesper Duelund, at der blandt danske virksomhedsledere er en bekymrende mangel på forberedelse blandt virksomhedsejere. Han slår samtidig fast, at salg oftest handler om andet og mere end at få penge i lommen og vende virksomheden ryggen.
“At forstå, hvordan en potentiel køber vurderer virksomheden, kan øge salgsværdien og give ejeren et stærkere forhandlingsgrundlag i forbindelse med de mange opgaver og udfordringer, der følger med et salg. Der er mange uventede trin, som man skal være forberedt på.”