Manglen på it-kompetencer er den absolut største bremse i it-branchen. Men de øgede omkostninger og priser samt manglen på kapital bidrager også til at skabe vækst vækstbarrierer i branchen.
Det er en gammelkendt historie, at it-specialister er en enddog meget markant mangelvare i det danske erhvervsliv. Det giver ikke bare problemer med ubesatte stillinger i den enkelte virksomheder, det er også med til at svække konkurrencedygtigheden, sænke cyberikkerheden – og begge dele er betydelige grunde til vækstproblemer i mange virksomheder.
Det viser resultatet af IT-Branchens årlige IT-Barometer.
Det kan virke paradoksalt at tale om vækstproblemer, når omsætningen i branchen er næsten fordoblet på bare 10 år og antallet af medarbejdere er steget med 27.000 i samme tidsrum. Samtidig viser danske analyser, at vi i Danmark i 2030 vil mangle 22.000 it-folk.
Og faktum er ifølge IT-Barometeret, at 71,4 % af de danske it-leverandører ser manglen på kompetencer som den største vækstbarriere for erhvervet. 46,8% opgav helt at besætte ledige it-stillinger, da der ikke var ansøgere til dem.
”Selvom toppen af presset lige nu er taget lidt af, så oplever vi stadig en massiv mangel på it-folk i hele branchen. Det går ud over virksomhedernes vækst og produktion, når der ikke findes hænder og hoveder nok. Der er derfor både brug for en større politisk men også en branchemæssig indsats, hvis vi skal løse dette,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.
Dog er problemer med at besætte de tomme stole ikke branchens eneste udfordring, når det kommer til at sikre vækst i virksomheder. For IT-Barometeret viser samtidig, at hver tredje it-virksomhed oplever øgede omkostninger og stigende priser som en udfordring, mens hver hver femte oplever manglen på kapital som den største hindring for at øge væksten i it-erhvervet i Danmark.
”Efter nogle gode år, så begynder manglen på kapital igen at være en udfordring. Iværksættere og mindre virksomheder er mindre polstrede til at kunne klare finansiel modgang, og derfor er det vigtigt, at vi skaber et sundt økosystem omkring vores mindre vækstvirksomheder, så de kan få adgang til den rette finansiering,” siger Natasha Friis Saxberg.