En ny rapport fra it-huset itm8 tegner et foruroligende billede af de danske virksomheders digitale oprustning og beredskab til at modstå cyberangreb. Hver tredje danske virksomhed har ikke en cyberberedskabsplan, mens 6 ud af 10 danske virksomheder ikke har foretaget tekniske sikkerhedstest eller organisatoriske cyberøvelser i løbet af de seneste 12 måneder. Dansk Erhverv kalder på handling.
De danske virksomheder er opmærksomme på truslen for cyberangreb, men foruroligende mange mangler fortsat modenhed, parathed og handlekraft for at kunne følge med udviklingen og trusselsbilledet.
Sådan lyder vurderingen fra it-huset itm8 i forbindelse med deres nye rapport Digital oprustning i en ny virkelighed, der på baggrund af en omfattende survey blandt 192 danske beslutningstagere, direktører og it-chefer, tager temperaturen på cyberoprustningen i det danske erhvervsliv.
Ifølge rapporten fra den danske it-aktør, der blandt andet er specialiseret i cybersikkerhed, har hver tredje danske virksomhed ikke en cyberberedskabsplan, mens 6 ud af 10 danske virksomheder ikke har foretaget tekniske sikkerhedstest eller organisatoriske cyberøvelser i løbet af de seneste 12 måneder.
”Det er alarmerende, at så stor en andel af det danske erhvervsliv fortsat ikke har beredskabet klar eller foretager sikkerhedstest. Trusselsbilledet har aldrig været større end nu, og vi forventer, at det vil vokse yderligere i år. Der skal lyde en klokkeklar anbefaling til beslutningstagerne og it-cheferne i de danske virksomheder om at komme op af stolen og tage handling på cybertruslen,” siger Esben Kaufmann, Executive Partner og direktør for Professional Services, itm8.
Dansk Erhverv: Digital sikkerhed er et grundvilkår for at drive virksomhed i Danmark
Hos Dansk Erhverv har man længe råbt vagt i gevær til det danske erhvervsliv om at polstre cyberberedskabet. Ifølge vicedirektør Jakob Ellemann-Jensen står cybertruslen som den næststørste bekymring hos organisationens medlemsvirksomheder. Han læser den nye undersøgelse med stor alvor.
”Selv om der er stor bevågenhed om det stigende antal cybertrusler, så har mange virksomheder stadig svært ved at få beredskabet helt på plads i en travl hverdag. Når basale planer og test mangler, skaber det en sårbarhed, som rækker ud over den enkelte virksomhed. Cybersikkerhed er et ledelsesansvar og et grundvilkår for at drive virksomhed i Danmark – og derfor er det vigtigt, at vi gør det lettere for virksomhederne at tage de rigtige skridt”, siger Jakob Ellemann-Jensen, vicedirektør i Dansk Erhverv.
Mange lavthængende frugter
Undersøgelsen viser, at problemet ikke er manglende interesse i at styrke it-sikkerheden blandt de danske virksomheder. Hele 73% af de adspurgte beslutningstagere ønsker at styrke deres cyber-indsats. Til dem har Esben Kaufmann gode nyheder.
”Der er et hav af lavthængende frugter, når det kommer til oprustningen af it-sikkerheden i de danske virksomheder. Et godt sted at starte er at udføre en reel sikkerhedstest, så der kommer lys over, hvor hullerne i skjoldet er. Udarbejd herefter en prioriteret liste over udbedringer. Selv noget så banalt som en to-faktor godkendelse kan styrke it-sikkerheden markant,” siger Esben Kaufmann.
Læs hele rapporten ved at klikke her.

