Nye tal fra Check Point Research viser, at antallet af cyberangreb mod danske virksomheder steg med hele 49 procent. i 2023 i forhold til 2022. Det gør Danmark til det hårdest angrebne land i Skandinavien, viser ny rapport.
Der er blevet oprustet hos verdens cyberkriminelle i 2023, hvor der blev skruet stærkt op for disses aktiviteter. Danske virksomheder blev angrebet hele 49 procent oftere i 2023 end året før, og dermed indtager vi en klar førsteplads som det mest angrebne land i Skandinavien.
Det viser ny rapport fra Check Point Research.
For Allan Højberg, der er Security Engineer Team Leader hos Check Point Software Technologies I Danmark, er der tale om en bekymrende udvikling, især taget i betragtning, at antallet af cyberangreb er faldet i de andre skandinaviske lande.
”Derfor ligger der en stor opgave for danske virksomheder i at styrke deres cyberforsvar og cyberberedskab, så de kan modstå de mange cyberangreb. Hackernes målskiver placeres på de lande, hvor muligheden for at sprænge sikkerhedsmuren er størst. Derfor ser jeg desværre også undersøgelsen som et udtryk for, at cybersikkerheden i Danmark halter lige nu.”
Det er især ransomware, der er blevet en af hackernes yndlingsmetoder til at angribe danske virksomheder, og ser vi ud over de danske grænser, så er hele 10 procent af alle verdens virksomheder blevet angrebet af en eller anden form for ransomware i løbet af 2023. Det er en stigning på hele 33 procent sammenlignet med tal fra 2022.
Ifølge Allan Højbjerg er der gennem det seneste år sket en ændring i, hvordan hackerne agerer i deres angreb overfor de virksomheder, hvor de har held til at komme udenom cyberbeskyttelsen. For mens de tidligere aftvang virksomhederne en løsesum for den data, de har tilranet sig, er tilgangen i dag oftere, at de kræver en løsesum for ikke at offentliggøre den data, de har fået fat i.
”Når hackerne opdaterer deres angrebsteknikker, så bør virksomheder også opdatere deres sikkerhedspolitikker og forsvarsmetoder. For at fjerne skydeskiven fra danske virksomheder, kan der tages forholdsregler såsom at træne medarbejdere i cybersikkerhed, patche sikkerhedssystemer, sikre robust data backup og ikke mindst facilitere nye muligheder som AI, der kan være til stor hjælp,” siger han.