GreyBird Aviation Group, der står bag Danmarks største og én af Nordens førende pilotskoler, GreyBird Pilot Academy, har netop solgt en betydelig minoritetsandel til Dansk Ejerkapital.
Den civile luftfartsindustri ser ind i en fremtid med pilotmangel, og danske GreyBird er én af de aktører, der vil imødekomme udfordringen til uddannelse af kommercielle piloter.
Dette er også en af baggrundene for, at kapitalfonden, Dansk Ejerkapital, nu har kastet en god mængde penge efter GreyBird – og dermed også efter dennes pilotskole.
Det var Søren Møller, der har en baggrunden inden for softwareudvikling i techbranchen, der i 2012 grundlagde GreyBird, og som i dag har citybaser i København, Göteborg og Stockholm, som gør det muligt for mange unge at blive boende i deres by og uddanne sig til piloter.
Derudover flyver aspiranterne fra Aarhus Lufthavn, hvor selskabets hovedkvarter ligger, og fra en base i Andalusien, Spanien.
”GreyBird leverer et solidt produkt til deres mere end 130 aspiranter, der får adgang til mere værdifulde flyvetimer end konkurrenterne til samme pris, muliggjort af en moderne og ensartet flyflåde og matchende simulatorer,” siger partner i Dansk Ejerkapital, Frederik E. Aackermann.
Han fortæller videre, at GreyBirds stærkt konceptualiserede uddannelsesprogram var med tila t overbevise kapitalfonden om, at de var en investering værd.
“De sikrer aspiranterne både den rette attitude og høje faglige kompetencer, hvilket gør dem blandt de mest attraktive kandidater til job i luftfartsindustrien. Hos Dansk Ejerkapital ser vi frem til at være en del af en så spændende virksomhed som GreyBird,” siger han.
Søren Møller får, udover Dansk Ejerkapital, også selskab i ejerkredsen af den nuværende CEO i GreyBird, Jørgen Sørensen Stensgaard. Jørgen har været med på rejsen i knap halvandet år og investerer i en virksomhed, han har et indgående kendskab til.
”Vi har glædet os til at få Dansk Ejerkapital med ombord. Deres sparring og ekspertise bliver uden tvivl et stort aktiv ifm. realiseringen af de vækstambitioner, vi har for GreyBird. Deres tilgang som minoritetsinvestor giver os desuden mulighed for at videreføre GreyBird med vores unikke DNA intakt og med væsentligt større potentiale til hurtigere at opfylde vores ambitioner,” siger Søren Møller.