Den danske sikkerhedsvirksomhed, Improsec, har i dag præsenteret ny direktør i form af Martin Kofoed, der kommer fra egne rækker.
Direktør og grundlægger af Improsec, Jakob Heidelberg, har valgt at træde tilbage fra rollen som direktør, men fortsætter i første omgang som medlem af bestyrelsen nogle måneder endnu.
Den nye mand i direktørstolen er fundet internt i virksomheden, hvor director for cyberdefence, Martin Kofoed, træder skridtet op og sætter sig for bordenden.
Til trods for sin forfremmelse er Martin Kofoed relativt ny i Improsec, og tiltrådte ved årsskiftet i stillingen som director for cyberdefence. Tidligere har han blandt andet arbejdet for Rigspolitiets center for cyberkriminalitet.
Bestyrelsen i Improsec udgøres af en række kendte navne inden for cybersikkerhed, såsom Thomas Lund Sørensen, der har bygget Center for Cybersikkerhed op.
Virksomheden ejes af ITM8-koncernen, der tidligere på året blev opkøbt af kapitalfonden Axcel. Improsec har i dag 50 ansatte.