En ny digital platform giver danske installationsvirksomheder mulighed for at styrke samarbejdet med leverandører og grossister gennem øget indsigt i prisstrukturer og automatiserede processer indenfor indkøb og ESG.
De første 40 installatører er allerede på vej til at blive onboardet på platformen, der sammenligner indkøbspriser, tracker materialeforbrug på kundeprojekter, og som på sigt vil kunne beregne bæredygtighedspåvirkning på projekter.
“I stedet for at se komplekse prisstrukturer som en barriere, vil vi gøre dem til et værktøj for bedre samarbejde. Vi har skabt Spectia for at løse et fundamentalt problem i installatørbranchen, hvor en kompleks prisstruktur gør det svært for installatøren at gennemskue, hvor de skal handle. Spectia skaber indsigt, der styrker samarbejdet mellem installatører, leverandører og grossister, samtidig med at vi letter hverdagen for særligt de mindre installationsvirksomheder,” siger Nicholas Andreasen, CEO og medstifter af Spectia.
Platformen kontrollerer automatisk fakturaer og finder hurtigt tilfælde, hvor rabataftaler ikke er anvendt korrekt. Samtidig giver Spectia installatørerne et klart billede af deres faktiske indkøbspriser ved at inddrage alle bonusaftaler i beregningerne, så de til enhver tid kan se reelle omkostninger og forventede bonusser.
Frigør tid til kerneforretningen
Platformen er udviklet for at automatisere tidskrævende administrative opgaver, så installatørerne kan fokusere på kunder og kerneforretning.
“Vi har i InstallatørGruppen set, hvordan disse indviklede pris- og rabatstrukturer samt krav om bæredygtighedsregnskab på større projekter kan stjæle tid fra det værdiskabende arbejde. Med Spectia kan særligt de mindre installationsvirksomheder få adgang til samme avancerede digitale værktøjer som de store koncerner, hvilket styrker konkurrenceevnen på tværs af hele branchen,” siger Niels Meidahl, Group CEO i InstallatørGruppen.
Spectia er skabt i fællesskab mellem KRING venture studio, InstallatørGruppen og de to medstiftere Mark von Holstein (CPO) og Nicholas Andreasen (CEO).
“Vi har gennem to af vores andre virksomheder i installationsbranchen, Enova Energy og Bodil Energi, set, hvordan digital innovation kan transformere installatørbranchen. Spectia adresserer et fundamentalt problem med gennemsigtighed i prisstrukturer, og med stifternes dybe branchekendskab ser vi et enormt skaleringspotentiale – først i Danmark, dernæst i Europa,” siger Martin Kring, CEO i KRING.
CO2-beregning på vej
Platformen skal inden for kort tid udvides med automatisk CO2-beregning på materialeindkøb – en funktionalitet der er relevant med de nye klimadokumentationskrav, der er trådt i kraft.
Målet med Spectia er at være den foretrukne digitale platform for tekniske installatører indenfor indkøb og ESG.