Christine Molgaard Cleemann tiltræder som ny leder for DI Ledelsesudvikling den 15. november. Hun skal stå i spidsen for arbejdet med at udvikle DI’s tilbud til ledere i medlemsvirksomhederne og styrke samtalen om ledelse i Danmark.
Ledelse spiller en stadig større rolle i en tid præget af forandringer, kompleksitet og nye forventninger til både ledere og medarbejdere. Derfor fokuserer Dansk Industri nu arbejdet med ledelse yderligere og henter en erfaren profil til at stå i spidsen for indsatsen.
– Christine er en kæmpe kapacitet inden for ledelse og organisationsudvikling, og jeg glæder mig meget til, at hun bliver en del af DI. Med hendes erfaring og indsigt kan vi sætte et endnu tydeligere aftryk på, hvordan vi taler om ledelse – både i virksomhederne og i den offentlige debat. I en verden i forandring er god ledelse vigtigere end nogensinde, siger Kinga Szabo Christensen, rådgivningsdirektør i Dansk Industri.
Christine Molgaard Cleemann har gennem sin karriere haft fokus på udvikling af ledere og organisationer. Hun har blandt andet været leder af Global Leadership Development i Mærsk, hvor hun havde ansvaret for udviklingen af mere end 12.000 ledere på verdensplan.
Derudover har hun været Regional Managing Director i det internationale konsulenthus RBL, hvor hun har arbejdet med strategisk udvikling og rådgivning af en række store danske og globale virksomheder.
– Jeg glæder mig meget til at blive en del af DI og til samarbejdet med kolleger, organisationer og virksomheder om at videreudvikle en platform for stærk og modig ledelse i Danmark. Vi skal styrke handlekraften i fællesskab og gøre det lettere at afprøve løsninger og udøve jordnær ledelse, der kan mærkes i hverdagen, siger Christine Molgaard Cleemann, .
Christine Molgaard Cleemann er Ph.d. i Entrepreneurship & Critical Management Studies og underviser løbende på CBS.