En ny analyse afslører, at regeringens opgørelser af antallet af IT-specialister i Danmark er stærkt misvisende og markant overvurderede.
Danmark oplever i disse år en stor og stigende mangel på it-specialister, og mens der er ledige stole i landets it-afdeling, ser virksomheder langt efter den næste kandidat.
Samtidig har regeringen valgt at skære ned på IT-uddannelserne. Ifølge ATV’s digitale vismandsråd kan dette få alvorlige konsekvenser for dansk økonomi.
“Danmark bryster sig af at være i top-5 på flere af EU’s nøgletalsindikatorer for digitalisering. Men det forbigås, at vi er nede på en 20. plads og under EU-gennemsnittet målt på uddannelsesniveau,” siger formand for ATV’s digitale vismandsråd, professor Kaj Grønbæk.
Regeringen angiver, at der er 171.000 IT-specialister på det danske arbejdsmarked. Men når man ser nærmere på tallene, viser det sig, at kun 77.740 af disse faktisk har en IT-uddannelse. Regeringens tal inkluderer perifere faggrupper som elektrikere og automekanikere, hvilket giver et forvrænget billede af den reelle situation.
Danmark ligger nu kun på en 20. plads i EU målt på andelen af IT-specialister med en videregående uddannelse, langt fra EU’s mål om 360.000 IT-specialister inden 2030. Dette er bekymrende, da IT-uddannede er afgørende for at sikre fremtidig vækst i både IT-branchen og andre vækstbrancher, der er afhængige af digital innovation.
“Vi står i en virkelighed, hvor EU anbefaler, at vi fordobler væksten af IT-uddannede, og danske virksomheder efterspørger IT-specialister. Samtidig vil vi gerne udvikle flere og bedre digitale teknologier. Men rent faktisk er der kun 19 procent af de IT-uddannede, der har den vigtige science og engineering-profil,” siger Kaj Grønbæk.