Antallet af udenlandske forsvarsinvesteringer i Europa er mere end tredoblet på et enkelt år, og to ud af tre kroner kommer nu fra europæiske investorer selv. Det viser EY’s European Attractiveness Survey 2026. Udviklingen sker samtidig med, at de samlede udenlandske investeringer i Europa falder for andet år i træk.
København, 14. juli 2026. Mens de samlede udenlandske direkte investeringer i Europa faldt for andet år i træk i 2025, går forsvarssektoren den stik modsatte vej. Antallet af udenlandske forsvarsinvesteringer mere end tredobledes på et enkelt år og skabte tilsammen næsten 6.800 nye job. Det viser den årlige EY European Attractiveness Survey 2026, som kortlægger internationale investeringer i 47 europæiske lande.
Særligt bemærkelsesværdigt er det, at omkring 66 procent af forsvarsinvesteringerne er intra europæiske. Kapitalen bliver altså i stigende grad kanaliseret mellem europæiske lande frem for at komme udefra. Halvdelen af projekterne er koncentreret om klassiske kapaciteter som artilleri og pansrede køretøjer, som er drevet af behovet for at understøtte Ukraine og styrke det europæiske beredskab, forklarer Christoffer Husted Rasmussen, partner i EY:
“Tallene bekræfter det billede, vi ser i markedet. Investeringerne bruges i højere grad til at opbygge europæisk kapacitet frem for globale setups, og de kanaliseres mod fælles værdikæder, produktion og supply chains på tværs af Europa. Selvom nationale interesser stadig fylder i forsvarssektoren, ser vi også, at landenes individuelle styrkepositioner udnyttes bedre gennem samarbejde. Det er en klar strategisk kursændring, som er kommet for at blive,” siger han.
Europa bygger sin egen forsvarsindustri
Udviklingen sker på baggrund af krigen i Ukraine, NATO landenes forpligtelse til at bruge mindst fem procent af BNP på forsvar frem mod 2035 og EU’s Readiness 2030 initiativ, der lægger op til op mod 800 milliarder euro i forsvarsinvesteringer, heraf 150 milliarder euro i EU garanterede lån. Konkret ses det i store projekter som Rheinmetalls og VMZ’s fælles fabrik i Bulgarien til produktion af artillerigranater, der alene skaber omkring 1.000 arbejdspladser, samt STARKs nye dronefabrik i Swindon i Storbritannien.
“At så stor en andel af investeringerne er intra europæiske afspejler en bevægelse mod en mere selvstændig europæisk forsvarsindustri, hvor landene i højere grad drager fordel af deres nationale styrkepositioner. Nogle lande er stærke på sensorer og software, andre på tunge kapaciteter, og det er den arbejdsdeling, vi nu ser tage form,” siger Christoffer Husted Rasmussen.
Danmark rykker frem på investorernes radar
For Danmark er signalerne fra undersøgelsen positive. I den samtidige perceptionsanalyse blandt 500 internationale topledere placerer Danmark sig blandt de mest attraktive europæiske investeringsdestinationer med en fremgang på tre procentpoint sammenlignet med 2025. Det placerer Danmark foran lande som Italien, Irland og Finland.
Samtidig har DI Forsvar og Sikkerhed netop præsenteret et samlet udspil til en dansk forsvarsindustriel strategi, som peger på ni danske styrkepositioner, herunder maritime kapaciteter, autonome systemer, sensorer og kommando og kontrolsystemer, som Danmark bør prioritere og udvikle yderligere.
“Danmark har nogle stærke kort på hånden. Når europæisk kapital i stigende grad søger mod fælles værdikæder, står danske virksomheder godt placeret, hvis vi formår at gribe momentum. Det kræver, at politikerne og industrien arbejder tæt sammen om at trække investeringerne hjem og få omsat de danske styrkepositioner til produktion, teknologi og arbejdspladser,” siger Christoffer Husted Rasmussen.
Bagtæppet: Europa taber terræn på det brede FDI marked
Samlet set falder Europas andel af den globale investeringskapital fortsat. USA opfattes af 39 procent af de adspurgte topledere som den mest attraktive investeringsregion, mens Europa ligger på 35 procent og Kina på 26 procent. Antallet af udenlandske investeringer i Europa er faldet 24 procent siden toppen i 2017, og investeringerne i industriproduktion faldt yderligere 12 procent i 2025. Til gengæld tiltrækker Europa fortsat kapital inden for AI, datacentre, forsvar og energi, hvor investeringerne i AI relaterede projekter næsten fordoblede sig fra 2024 til 2025.
Om undersøgelsen
EY European Attractiveness Survey 2026 kombinerer EY’s European Investment Monitor (EIM), der har registreret og verificeret 5.026 internationale investeringer i 47 europæiske lande i 2025, med en perceptionsanalyse gennemført af FT Longitude blandt 500 internationale C suite ledere mellem 11. februar og 30. marts 2026.

