Hos Dansk Industri anbefaler man nu sine medlemmer at have alternativ energiforsyning parat om få måneder, hvor gasforsyningerne kan blive udfordrede.
Er din virksomhed klar til at spare på energien i de kommende måneder?
Det kan der i hvert fald blive stort behov for ude i de danske virksomheder, efter at en ny analyse fra Dansk Industri (DI) har vist, at det kan blive nødvendigt at spare på energi, hvor der spares kan. Ganske vist er EU’s gaslagre er knap 94 procent fyldte før den kommende vinter, men ikke desto mindre viser analysen, at ikke alt er, som det bør være.
“Gassituationen kan under de forkerte omstændigheder blive kritisk i den kommende vinter selv ved normale vintertemperaturer. Det vil være tilfældet hvis gasforsyningerne fra Rusland falder helt bort og der bliver en kraftig asiatisk efterspørgsel på flydende gas. Det kan give en risiko for forsyningsafbrydelser i starten af 2024,” siger branchedirektør i DI Energi, Troels Ranis.
Hans anbefalinger til industrivirksomhederne er derfor klar nok: Spar på gassen og hav en alternativ energiforsyning i baghånden.
“Industrien skal fortsat have fokus på gas- og øvrige energibesparelser også selv om de har gjort meget for at sikre sig ved at spare på gassen og etablere nødforsyninger over det sidste halvandet år. Energisikkerhed er blevet et større strategisk fokusområde i industrien end det har været tidligere og vi vil fortsat se gasbesparelser. Så jeg forventer, at det meste af industrien faktisk vil køre videre selv, hvis der bliver gasafbrydelser til vinter,” siger Troels Ranis.
Hvis EU’s gaslagre bliver mindre end 30 procent fyldte er der risiko for afbrydelse af forsyningerne.

