Iværksætteren Dorthe Klitgaard Thomsen hittede under COVID-19 med legetøjskasser til børn på abonnement. De mange ordrer fik hendes virksomhed i knæ.
Ubrugt legetøj er en stor del af det at have børn. Det flyder på hylder og fylder op i kasser, og der kommer mere og mere af det.
Det var også oplevelsen for Dorthe Klitgaard Thomsen, da hun blev mor, og legetøjet langsomt begyndte at fylde op derhjemme. Men derfra kom også en ide, der siden har vokset sig til en ganske succesfuld forretning.
DearBaby, hedder virksomheden, hun satte i verden, og den tilbyder legetøjskasser på abonnement. Og da nedlukninger og hjemsendelser blev en realitet over hele landet, blev DearBaby så efterspurgt, at det gav store problemer for indehaveren.
”Jeg prøvede at håndtere over 100 kunder på min telefon og MacBook. Det gik ikke godt – kunder fik forkerte varer, og vi brugte utrolig meget tid på manuel ordrehåndtering,” siger Dorthe Klitgaard Thomsen, der driver virksomheden hjemmefra sammen med sin mand.
Gang i udviklingen
På sin vis er det jo den omvendte verden at blive så succesfuld og efterspurgt, at det giver virksomheden problemer. Ikke desto mindre var det tilfældet med DeadBaby, der måtte søge et digitalt kompetenceløft i EU-projektet KOMPAS – Nordjysk Kompetenceløft, som drives af Erhvervshus Nordjylland.
Dette gav bedre overblik og sammenhæng i virksomheden, og kundekartotek og ordrestyring blev digitaliseret og professionaliseret.
”Det betyder, at vi i dag bruger langt mindre tid på ikke mindst returvareprocessen, og den tid bruger vi i stedet på at udvikle legetøjskasserne,” siger Dorthe Klitgaard Thomsen.
I en ekstern evaluering fra marts 2022 får KOMPAS-projektet topkarakter, og især projektets evne til at tiltrække helt små virksomheder, mikrovirksomheder (under 10 ansatte), fremhæves. Desuden har en effektiv styregruppe med blandt andre Dansk Erhverv ombord bidraget til en god rekruttering og virksomhedskontakt.
Hos DearBaby har KOMPAS-forløbet sat gang i udviklingsplanerne.
”Vi vil gerne have en bedre hjemmeside, og vi har også planer om et testpanel med babyer. Vi har også i tankerne at skalere virksomheden til markeder i udlandet, fx Norge, Sverige og Holland,” siger Dorthe Klitgaard Thomsen.