Netselskabet N1 udvider bestyrelsen med Anders Stouge, der er nyt eksternt bestyrelsesmedlem. Anders Stouge skal supplere den eksisterende bestyrelse med blandt andet stærke kompetencer inden for det regulatoriske område for drift af elnetselskaber.
Anders Stouge, der er direktør i DI Byggeri, er nyt bestyrelsesmedlem hos Netselskabet N1. Han har desuden mere end ti års erfaring som viceadministrerende direktør hos Dansk Energi (nu Green Power Denmark).
N1’s elnet udgør ca. 40% af Danmarks samlede areal, og N1 servicerer ca. 800.000 netkunder i Jylland. N1 kommer naturligt derfor også til at spille en hovedrolle i den grønne omstilling, hvor en fremtidssikring af elnettet og fastholdelse af en høj leveringskvalitet, bliver centralt for at kunne lykkes med en elektrificering af samfundet. Det vil i de kommende år også kræve en kraftig forøgelse af investeringerne, at N1 bliver mere datadrevet, og at der fortsat er fokus på en effektiv drift af elnettet.
“Den grønne omstilling stiller meget større krav til det at drive et elnet – også langt højere krav og kompetencer end tidligere. I de kommende år forventer vi en kraftig forøgelse af den mængde strøm, der dagligt distribueres i vores net. Det kræver, at vi på alle niveauer har sat det stærkeste hold. Derfor glæder vi os meget over at få en af landets førende eksperter på reguleringsområdet med i bestyrelsen,” siger Jesper Barslund, bestyrelsesformand i N1.
Bestyrelsen i N1 består i dag af seks ejervalgte medlemmer, to eksterne medlemmer og formand Jesper Barslund, som også er driftsdirektør i energi- og telekoncernen Norlys, der ejer Netselskabet N1. Tilbage i januar tiltrådte både Kathrine Forsberg, adm. direktør i IT-virksomheden Atea, og Peder Ø. Andreasen, tidligere adm. direktør for Energinet, i N1’s bestyrelse – og nu får bestyrelsen altså på ny tilført en stærk erhvervsprofil.
Anders Stouge ser frem til at blive en del af et af Danmarks førende netselskaber.
“Som viceadministrerende direktør for Dansk Energi oplevede jeg på nærmeste hold N1 som et meget dynamisk og moderne netselskab. N1’ størrelse betyder også, at man er – og fremover bliver – en stor aktør i elektrificeringen af samfundet og hele den grønne omstilling. Jeg glæder mig til at bidrage til, at N1 også i fremtiden kan leve op til de høje krav, der stilles til at drive et stort elnet i Danmark,” siger Anders Stouge.

