De første tal i forbindelse med Black Friday og Black Week viser, at forbrugerne shopper løs – og det er et længe ventet boost til den danske nethandel.
Har du fået handlet i løbet af denne uge?
Hvis du har, er du langtfra den eneste dansker, der har haft spenderbukserne på – for de første tal fra dette års Black Week er løbet ind, og de viser, at der indtil videre bliver handlet mere, end på samme tidpunkt sidste år.
”Vi kan konstatere, at det samlede billede for betalingerne i løbet af de seneste dage ligger væsentligt over de samme dage før Black Friday i 2023,” siger Mads Allingstrup, kommunikationschef i MobilePay.
Hos garnbutikken, Rito.dk, kan ejeren Dennis Drejer rapporterer om et øget salg i forhold til samme tidspunkt i sidste års Black Week på 18 procent – og han forventer, at årets Black Friday bliver den største siden corona-tiden.
En lignende melding er kommet fra Signe Hartung, stifter og medejer af Neglefeber.dk.
”Det er gået helt fantastisk. Alene på åbningsdagen solgte vi for 1,3 mio. kr., og det er væsentligt over åbningsdagen sidste år, hvor vi knap nåede en mio. kr.” siger hun.
Dansk Erhvervs e-handelsdirektør, Niels Ralund, fortæller, at han har fået meget positive meldinger fra mange af de virksomheder, han har været i kontakt med i løbet af ugen.
”De første meldinger fra både små og store butikker peger på, at de digitale indkøbskurve har større værdi end sidste år – flere steder er omsætningen oppe med 10-25 procent,” siger han.