Januar bød på et nybrud i den danske nethandel. Fiere kunder betalte for første gang nogensinde med apps frem for med betalingskort. Skiftet er et vink med en vognstang til netbutikkerne, lyder det fra Dansk Erhverv.
Måden, vi betaler for vores køb i netbutikkerne er begyndt at ændre sig. Hvor betalingskortet tidligere har været klart mest populært, er billedet nu begyndt at ændre sig.
Flere og flere danskere betaler med diverse betalings-apps såsom MobilePay, fremfor at finde kortet frem, når dagens indkøb skal gøres. Og i januar blev betalingskortene således overhalet for første gang. 45 procent af betalingerne foregik via app, mens 43 procent blev foretaget med betalingskort, viser tal fra Dansk Erhvervs E-handelsanalyse.
”Der har virkelig været fart på brugen af betalingsapps de seneste år, så det er ikke overraskende, at de nu har taget føringen. Når det er sagt, så skal vi altså kun tilbage til 2017, før de traditionelle kortbetalinger stod for over 80 procent af betalingerne, så det er altså et stort skifte på relativ kort tid,” siger Henrik Theil, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Tallene fra den nye analyse og den generelle udvikling bør ifølge Henrik Theil være et vink med en halvkraftig vognstang for de netbutikker, der endnu ikke tilbyder eksempelvis Mobilepay – og dem er der nogle af; E-handelsanalysen viser, at andelen af forbrugere, der foretrækker at betale via app, er større end andelen, der har betalt på denne måde.
”Der er omkostninger forbundet med app-betalinger, men man skal også være bevidst om, at det kan koste salg, hvis forbrugerne ikke kan betale på den ønskede måde. Var jeg netbutik, ville jeg med de nye tal in mente overveje det meget kraftigt, hvis ikke jeg tilbød app-betaling.”

