Som leder har man mange muligheder for at være en god rollemodel og påvirke sine medarbejde i den retning, man gerne vil. Det gælder ikke mindst, når man som leder går på barsel, mener chefkonsulent i Lederne, Nanna Simone Jensen.
Som leder er man på godt og ondt en rollemodel for sine medarbejdere, og lederens egen adfærd i det daglige og generelt kan i stor stil smitte af på andre.
Således også, når det kommer til det altid aktuelle emne om barsel, der de senere år har fået ekstra meget omtale – ikke mindst som følge af ændrede barselsregler.
Og spørger man Nanna Simone Jensen, chefkonsulent hos Lederne, så kan man som leder sende et vigtigt signal til sine ansatte ved som minimum at tage sine 11 ugers øremærkede barsel.
“Ved at gå på barselsorlov viser du, at det at få børn er en naturlig del af livet. Og at det at være forælder og en dygtig og ambitiøs medarbejder er to aspekter, der er forenelige i virksomheden,” siger hun til Lederstof.dk.
Hun mener samtidig, at man som leder også kan sende et signal til medarbejderne om, at er muligt at kombinere det, at være på barsel, med at have en udmærket karriere.
“At kunne tage hånd om medarbejdere på barselsorlov er noget, alle ledere kan lære – uanset om du selv har børn eller ej.”