Q-Interline har det seneste år åbnet et datterselskab i USA, og nu har de blikket rettet mod England, hvor de første nye medarbejdere også er blevet ansat.
For godt et år siden åbnede Q-Interline et datterselskab i USA, som led i strategien om at udbrede virksomhedens analysesystemer til landbrugs- og fødevaresektoren globalt.
Nu har de så rettet blikket mod England, hvor der fra 1. februar er blevet ansat to specialister med dyb brancheerfaring.
Den ene er en NIR Project Manager, der gennem næsten 20 år har arbejdet med Q-Interlines instrumenter og kunder i England hos den tidligere distributør. Den anden er en Sales Manager med indgående kendskab til markedet og stor erfaring med salg af avancerede analysesystemer.
Sammen skal de sikre vækst og udbrede Q-Interlines løsninger i England. Derudover vil et dedikeret team fra Danmark understøtte salgs- og marketingindsatsen for at accelerere markedsudviklingen.
”Vi har igennem et stykke tid arbejdet på denne plan, og det har været et oplagt skridt at tage, men vi skulle først have de praktiske aftaler på plads med vores tidligere distributør og vores nye kollegaer i England”, siger Martin Henriksen, CEO i Q-Interline.
Samtidig skifter virksomheden i det engelske, og vil nu sælge direkte til kunder i England, i stedet for gennem en distributør. For at styrke kundesupporten oprettes et lokalt kontor og lager i England, der sikrer hurtigere levering af forbrugsartikler samt en flåde af demo-instrumenter.