Lavprisbyggemarkedet jem & fix og Freetrailer annoncerede tidligere på året en massiv samarbejdsaftale med 460 gratistrailere. Kort tid før udrulning melder parterne nu, at aftalen er kraftig opgraderet, så den i alt kommer til at omfatte 561 trailere, der stilles til rådighed ved 126 jem & fix lavprisbyggemarkeder i Danmark.
Med 126 lokale lavprisbyggemarkeder har jem & fix fordelt sig bredt ud over hele landet og er Danmarks eneste kæde med lavprisbyggemarkeder.
For at styrke kædens servicetilbud over for kunderne indgik byggemarkedet tilbage i juni måned i år et landsdækkende partnerskab med Freetrailer. Aftalen betyder, at kunder uden betaling kan låne en åben eller lukket trailer, uanset om de har handlet eller ej.
Oprindelig lød partnerskabet på 460 trailer, men det tal er nu opjusteret til 561 trailere, som i løbet af september og oktober bliver rullet ud til de lokale byggemarkeder.
“Opgraderingen skal ses i lyset af de store forventninger, vi har til Freetrailers selvbetjente trailertjeneste. Vi tror på, at danskerne vil tage rigtigt godt imod løsningen, og for at være sikre på at kunne imødekomme behovet for at låne en gratis trailer – uanset hvilket formål den skal bruges til – har vi besluttet at opjustere antallet med 100 ekstra trailere,” siger Claus Petersen, der er administrerende direktør i jem & fix.
Han fortæller videre, at trods opgraderingen har formålet med aftalen ikke rykket sig, og at aftalen er et spring i den rigtige retning for kæden
“Freetrailers digitaliserede trailerudlejning gør det let at låne en trailer i en butik i nærheden, og i det hele taget passer deres teknologiske løsning perfekt til det selvbetjeningskoncept, som vi har i alle vores byggemarkeder. Samtidig vil de mange trailere være med til at styrke og udbygge vores synlighed i lokalområdet.”
Hos Freetrailer glæder man sig over opgraderingen, og virksomheden ser frem til at kunne igangsætte udrulningen.
“Partnerskabet med jem & fix er strategisk rigtig vigtigt for os, personligt glæder jeg mig til at se de mange nye trailere på vejene rundt omkring i landet. Det er ekstremt positivt, at jem & fix tror så meget konceptet, at de allerede inden selve udrulningen, gerne vil opjustere antallet af trailere så markant. De 100 ekstra trailere giver os markant bedre muligheder for at styrke vores tilstedeværelse lokalt og samtidig få speedet endnu mere op for deleøkonomien i Danmark, ” siger Nicolai Frisch Erichsen, CEO i Freetrailer Group.
Med Freetrailer-løsningen får jem & fix adgang til Freetrailers bookingplatform, der har mere end 900.000 årlige udlejninger. Lavprisbyggemarkedet har hovedkontor i Vejle og over 2300 medarbejdere fordelt på 126 butikker i Danmark, 61 butikker i Sverige samt 14 butikker i Norge.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk