En analyse fra Djøf viser, at stressen stortrives blandt danske mellemledere, der ofte er fanget i spændet mellem topledelsen og de menige medarbejdere. To forfattere mener, at moderne ledelse skal væk fra militærets påvirkning og sprogbrug.
De danske mellemledere har ondt i livet, og mange af dem er stærkt pressede fra flere sider – og det går ud over det mentale overskud.
I analysen svarer 42 procent, at deres arbejdsmængde ikke kan hænge sammen med den tid, de har til at udføre opgaverne, mens 19 procent beskriver sig selv som stressede – en stigning på fire procent i forhold til 2021.
Samtidig svarer næsten hver tredje mellemleder, at arbejdspresset går ud over kvaliteten af det arbejde, de udfører. Det er ifølge Sara Vergo, formand for Djøf, et dårligt tegn, da lederens mistrivsel meget ofte smitter nedad og går ud over de menige medarbejdere.
“Hvis du som chef ikke selv har det godt, er der større risiko for, at du ikke er en særlig god chef for andre. Så der er store gevinster at hente, hvis vi bliver bedre til at forebygge, opfange og håndtere mistrivsel blandt ledere” siger hun til Mandag Morgen.
Must win battles
At så mange mellemledere mistrives i deres arbejdsliv, er der utvivlsomt flere grunde til. Men spørger man forfatter og antropolog Dennis Nørmark, er der nogle helt grundlæggende problmer med den måde, vi i dag ser på ledelse.
“Der er opstået en myte om lederen som en form for superhelt. Som et geni, der kan kigge ned over arbejdspladsen og få alting til at lykkes, men sådan er virkeligheden bare ikke. Det er en forestilling om ledelse med lederen i centrum og også et sprog om ledelse, som i virkeligheden er militariseret,” siger han og nævner, at topledelsen i dag har officerstitler såsom chief executive officer, chef financial officer og lignende titler.
Samtidig fortæller han, at et militariseret sprog har større betydning for en arbejdsplads, end mange formentlig gør sig klart.
“Der tales om must-win battles, linjer, stab og strategier, og vi ved faktisk fra undersøgelser, at jo mere man taler i et militært sprog på sin arbejdsplads, jo flere af de der arrogante, despotiske chefer ender man med at få.”
Virksomheden er jo ikke i krig
Sara Vergo frygter, at mistrivslen blandt ledere også vil ende med, at mange af de unge i Generation Z vælger ledervejen fra og satser på en karriere, der giver mere work-life-balance.
“I en situation, hvor vi kommer til at mangle arbejdskraft – og måske i særdeleshed ledelseskraft – har vi brug for at skabe nogle vilkår, som gør det attraktivt at være leder. De unge vil have en ordentlig work-life-balance, og det er ikke altid let, når man er mellemleder,” siger hun.
Netop de unges manglende lyst til at gå ledervejen og det militariserede sprog, mange oplever på deres arbejdspladser, kan ifølge forfatter, filosof og seniorkonsulent ved Promentum, Anders Fogh Jensen, hænge sammen.
Han sammenligner det med militærets opbygning, hvor sergenten – eller mellemlederen – ofte er langt strengere og mere disciplinerende end officererne, der i højere grad svæver over vandene.
“Når det hedder sig, at der kommer til at være ledermangel, så kan det være, at det er en anledning til at gøre, hvad der alligevel må gøres, nemlig at nedbryde den linjestruktur, som kopierer forsvarets linjer. Virksomheden er jo ikke i krig, og dens fleksibilitet og innovationspres kræver noget andet end disciplinering,” skriver han på LinkedIn.
Ifølge Dennis Nørmark bør der generelt ændres på måden, vi taler om og ser på ledelse. Han mener, at lederens betydning og rolle ofte er overvurderet, og at det nuværende ledelsessyn bunder i en urealistisk forestilling om, hvem lederen er.
“Lederen har faktisk ikke så stor indflydelse på, om tingene bliver en succes eller en fiasko. De har dog enormt meget indflydelse på, om medarbejderne trives og har det godt – eller om de er stressede.”