Den danske serieinvestor Magnus Kjøller er ude med riven efter Danmarks Eksport- og Investeringsfonds (DEI) lånevilkår, der karambolerer med mange private investorers foretrukne måde at investere på. Den statsejede fond bør revidere sin lånepolitik og levere reel risikovillig kapital, mener han.
Han har investeret i mere end 50 danske virksomheder, men nu retter serieinvestoren, Magnus Kjøller, et hårdt angreb mod den statsejede fond, DEIs, og dens vilkår.
Danmarks Eksport- og Investeringsfonds er nok bedst kendt under sit tidligere navn; Vækstfonden.
Over for Avisen.dk har Magnus Kjøller nu sin uddybet sin kritik af den lånepolitik, som han mener, skader virksomhederne og sætter DEIs egne interesser først.
Som de første kritikpunkt fremhæver Magnus Kjøller, at DEI tager prioritet over andre långivere, der alle står tilbage for Vækstfonden.
“Private investorer afskæres fra de samme muligheder for at få sine penge tilbage. Dermed bliver det sværere at tiltrække kapital for den virksomhed, som DEI låner penge til,” siger Magnus Kjøller.
Udbyttebegrænsing
Selv en dygtig investor skyder mange gange forbi, men når en investering lykkes, bør den risikovillige kapital ifølge Magnus Kjøller komme retur til investoren, der kan geninvestere i nye virksomheder.
“Men er DEI med i en virksomhed, må der ikke betales udbytte, før den har fået sine penge retur. Det gør virksomheden uinteressant for nye investorer,” siger han.
Han fortæller samtidig, at DEIs sikrer sig, på bekostning af andre investorer og långivere, med virksomhedspant, der i øvrigt koster penge at stifte, og den udgift skal virksomheden selv bære.
“Det skal man huske at regne det med i omkostningerne. Derudover tager DEI ofte pant i kapitalandele fra stifterne og beder om en delvis selvskyldnerkaution.”
Exitbonus
Som nævnt tager DEI maksimal risiko ud af sine lån. På lånemarkedet giver lavere risiko normalt bedre betingelser og omvendt.
“Men DEI har endnu en upside med deres exitbonus. Sælges en del af kapitalandelene i en virksomhed, der er set eksempler ned til 25 %, foreligger der en exit-transaktion. Jeg har til dato ikke mødt en bank som stiller krav om exitbonus.”
En anden stor udfordring er ifølge Magnus Kjøller, at DEI læner sig ikke op af nogen bestemt rentesats, og derfor kan ændre deres rente efter forgodtbefindende over for virksomhederne.
“Den seneste rentesats jeg så var i øvrigt +9%,” siger han
Derudover retter han i sin kritik også et angreb mod DEIs gebyrer.
“De tager et etableringsgebyr på cirka 2,1%. Derfor skal du forvente, at de penge, du låner, udbetales til underkurs, altså, mindre end kurs 98. Ønsker man at indfri lånet inden for to år, så påskrives der ekstra renter, og ønsker man at indfri lånet efter et år, så skal der betales to års renter. Man bliver altså straffet for at ville tilbagebetale før tid,” siger Magnus Kjøller.
Han fortæller videre, at ovenstående betingelser går igen, når han taler med iværksættere, der har fået DEI med ombord. Mange investorer går uden om virksomheder, når der går op for dem, at Vækstfonden stikker en pind i hjulet for deres foretrukne måde at investere på.
Magnus Kjøller har siden 2008 investeret i mere end 50 virksomheder inden for forskellige brancher, og det danske investeringsselskab drives i dag fra kontoret i Dubai.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk