Der skal kigges mere mod udlandet hos arkitektvirksomheden, Dorte Mandrup. Det mener den nye adm. direktør, Lise Gandrup Jørgensen.
Den nye adm. direktør ved arkitektvirksomheden, Dorte Mandrup, er ikke en fru Hvemsomhelst.
Lise Gandrup Jørgensen kommer til stillingen med mere end tyve års erfaring fra bl.a. Henning Larsen, og Lundgaard & Tranberg. Hun har de seneste fem år siddet som partner og projektdirektør hos Dorte Mandrup, og rykker nu et hak op i hierarkiet.
“Vi har fået bygget den strukturelle del af organisationen og står i dag et sted, hvor vi i højere grad kan kuratere vores opgaver. Nu skal vi til at styrke vores kultur og faglige fundament, udvikle den kunstneriske arkitektur samt selvfølgelig vinde nye projekter. Samtidig står vi foran en stor internationalisering og har fat i nogle ekstremt ambitiøse bygherrer, der prioriterer arkitektonisk kvalitet højt og gerne vil lege med os, når vi taler om stedspecifikke arkitektoniske værker,” siger Lise Gandrup Jørgensen.
Den nye adm. direktør overtager rollen fra Frants Nielsen, der tidligere på året meldte ud, at han søgte nye græsgange.
Og ifølge virksomhedens grundlægger, Dorte Mandrup, har den afgående direktør skabt et solidt fundament, hun kan bygge videre på.
“Det kræver et utroligt skarpt fagligt fokus at indfri vores ambition om at være blandt de bedste kunstneriske tegnestuer i verden og med Lises indgående kendskab til tegnestuens DNA, store internationale erfaring og stærke faglige ståsted, styrker vi nu det fokus,” siger hun.