Tonen på de sociale medier kan være hård, men de hårde ord skader ikke bare dem, de er møntet på. Indirekte kan de også ende med at skade afsenderens arbejdsplads.
Der kan meget nemt ryge hårde ord over skærmen, når tastaturkrigerne først går i gang på de sociale medier.
Men det er ikke kun modtageren af de hårde ord, der rammes af dem. På mange menneskers sociale medie-profiler kan alle vi andre også se, hvor de arbejder, og det kan give uheldige følgevirkninger for nogle af de virksomheder, der uforvarende bliver en del af krigen på ord.
“Det kan i høj grad blive et problem for afsenderens arbejdsplads, og det kan ende med at skade deres brand, hvis en medarbejder har en meget rabiat tone på de sociale medier. Når vi alle kan se, hvor personen arbejder, så kan det meget let spille ind på og skade vores opfattelse af den virksomhed,” siger Anja Neiiendam, direktør i Center for Ledelse.
Lederens ansvar
Når vi kommenterer og diskuterer på de sociale medier, så gør vi det ikke kun som privatpersoner. For som ansatte har vi en juridisk loyalitetsforpligtelse, der går ud over vores almindelige arbejdstid. Denne forpligtelse betyder kort og godt, at vi ikke må foretage os noget, der kan skade arbejdsgiveren.
“Den omfatter også sociale medier, og der er retspraksis for, at man som medarbejder kan blive opsagt eller bortvist, hvis de overtræder denne forpligtelse,” siger Anja Neiiendam.
Samtidig slår hun fast, at man som virksomhed kan komme på kant med borgernes ytringsfrihed, hvis man forsøger at begrænse, hvad medarbejderne kan sige og mene på sociale medier.
“Men der kan være meget gode grunde til at vedtage nogle politikker for, hvad man som medarbejder kan tillade sig at sige og gøre på f.eks. sociale medier. Det er altid lederens ansvar, at der er god tone, og ingen chikane eller mobning fra virksomhedens medarbejdere.”
Anja Neiiendam fortæller samtidig, at netop chikane og mobning i stigende omfang bliver gransket, og at det derfor kan være en god ide, at have fokus på dette fra virksomhedens side.
Kultur og samarbejde
Opdager man som leder, at en medarbejder kommer med meget grove og rabiate holdninger på sociale medier; holdninger, man som virksomheder ikke ønsker at blive kædet sammen med – bør man som leder, ifølge Anja Neiiendam, gøre, hvad man kan, for at få det stoppet.
“Selvom det er utilsigtet, så kan den slags falde tilbage på virksomheden, og dermed får det pludselig større konsekvenser. Som leder må man vurdere den slags fra sag til sag, men det kan afgjort være på sin plads at sætte foden ned,” siger hun.
Derudover mener hun, at en medarbejder, der udslynger meget rabiate holdninger på sociale medier, i nogle tilfælde kan være til skade for virksomheden på helt andre områder også.
“Nogle vil opfatte det som ubehageligt og som noget, der kan være til skade for samarbejdet og kulturen på arbejdspladsen. Netop derfor kan det være en rigtig god ide med retningslinjer, også for medarbejdernes egen skyld.”
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk