Investeringer på flere hundrede milliarder kroner i forsvaret bør også omfatte et cyberskjold, der kan beskytte Danmark mod hybridkrig, mener Laura Klitgaard, formand for IDA.
Regeringens historisk store investering i nyt militært udstyr for flere hundrede milliarder kroner bør også omfatte en markant styrkelse af Danmarks cyberforsvar. Kun sådan kan landet ruste sig mod den alvorlige trussel fra destruktive cyberangreb, særligt fra Rusland.
Sådan lyder opfordringen fra Ingeniørforeningen, IDA, der støtter regeringens planer om at opruste forsvaret, men samtidig advarer mod at fokusere ensidigt på konventionelle våben.
”Nutidens internationale konflikter foregår ikke kun på slagmarken, men i høj grad også i cyberspace i form af hybridkrige og cyberangreb, der rammer den kritiske infrastruktur. Angrebene tager hele tiden til i omfang og styrke, og det skyldes ikke mindst de statssponsorerede russiske hackergrupper. Derfor er vi nødt til at tænke cyberforsvar med ind i den samlede forsvarspakke”, siger Laura Klitgaard, der er formand for IDA.
Center for Cybersikkerhed advarer om, at russiske statslige hackere sandsynligvis udfører cyberspionage mod Danmarks kritiske infrastruktur med henblik på fremtidige angreb, påpeger IDA.
IDA-formanden understreger, at vandværker, hospitaler og energiforsyning allerede er udsatte, mens kvanteteknologi truer eksisterende krypteringsmetoder.
Foreningen foreslår, at to procent af forsvarsbudgettet går til forskning og udvikling – et område, hvor Danmark halter bagefter i Europa. Med 50 milliarder kroner afsat til forsvarets accelerationsfond over to år ville det svare til én milliard, og samme princip bør gælde for de 200 milliarder, der afsættes fremadrettet.
”Hvis vi skal sikre vores kritiske infrastruktur mod cyberangreb, er vi nødt til at tænke cyberindsatsen ind i en større sammenhæng i samarbejde mellem universiteter, erhvervsliv og forsvaret. Militære installationer og nye avancerede våbensystemer er i sig selv oplagte mål for fjendtlige cyberangreb. Derfor er der brug for en massiv opskalering i udviklingen af vores cyberforsvar”, siger Laura Klitgaard.