Danskerne opfører sig ikke altid, som prædikatet ‘verdens lykkeligste folk’, ellers burde være en garant for. Vi stjæler i stigende grad i butikkerne, og vi lader alt for ofte vores vrede og frustration gå ud over det personale, der er der for at betjene os. Skal vi det til livs, er øget overvågning den nok bedste mulighed.
At være kassemedarbejder eller på anden måde have sin arbejdsplads i landets butikker og supermarkeder, kan til tider minde om jobbet som parkeringsvagt på øretævernes holdeplads.
For man skal være en god menneskekender, og man skal lægge øre til lidt af hvert, når de ellers så lykkelige danskere ikke får det præcis, som de vil have det, på indkøbsturen.
Man skal finde sig i mange hårde og nedladende ord, når tilbud ikke bippes ind som ventet, når der er lang kø, eller når visse varer desvære er udsolgt. En undersøgelse fra 2022 viste, at 80 % af HK’s medlemmer inden for butiksområdet i løbet af de seneste 12 måneder har oplevet at blive talt grimt til af kunderne. Meget bedre står det ikke til hos tankstationskæden, Circle K, hvor 70 % af medarbejderne i en intern undersøgelse fortæller, at de har oplevet chikane eller trusler på deres vagt.
Læg dertil, at antallet af butikstyverier også er på himmelflugt, og i årets første kvartal af indeværende år blev der anmeldt 5960 butikstyverier – svarende til godt og vel 66 om dagen. På mindre end to år er antallet af butikstyverier steget med 60 procent anmeldte tilfælde. Det viste tal, som Danmarks Statistik offentliggjorde tilbage i april måned.
Og hvad kan vi så gøre ved det?
Ja, det er ikke sådan at give et præcist svar på. Fra min lange karriere som kunde i supermarkeder mindes jeg forskellige tiltag, der for de flestes vedkommende må siges at være i den optimistiske ende af spektret.
“Her taler vi pænt” mindes jeg at have set på plakater ved kasserne, men effekten er med al tydelighed udeblevet. Det samme er effekten af diverse tv-spots, der har forsøgt at sætte fokus på, hvor stor en idiot, man tager sig ud som i andres øjne, når man overfuser en 16 årig kassemedarbejder, der forsøger at udføre sit arbejde.
Nærværende medie har før taget fat i emnerne om såvel de vrede kunder og de langfingrede tyveknægte, og nu er såvel Dansk Erhverv som Coop og Salling Group så ude med forslag om, at der skal være øget overvågning, billeder og lyd, i butikkerne, hvis disse problemer skal minimeres.
Et forslag, der giver god mening. Selvom overvågning i samfundet generelt set er et særdeles tveægget sværd, så er det en anden sag i butikker og supermarkeder. Her er det ikke din ret til et privatliv, der er på spil – men derimod værdisatte varer, mennesker og butikkers levebrød, og de ansattes ve og vel.
For det er ikke småting, der kan følge med i kølvandet, når vi som butiksansatte bliver tilsvinet eller overfuset af en vred og truende kunde.
“Det kan føre både psykisk, fysiske og sociale problemer med sig. Mange trækker sig mere i sociale sammenhænge, da de frygter, hvad der kan ske. Andre oplever en tristhed, at føle sig ked af det, et dårligere humør. Man kan måske også selv få en kortere lunte over for andre mennesker. Vi reagerer alle forskelligt i pressede situationer.” siger erhvervspsykolog, Ditte Darko, i et afsnit af podcasten, SelskabsDialogen, der så nærmere på netop denne problematik.
For skal vi de truende og stjælende kunder til livs, skal der hårdere midler til en velmenende plakater med små, fine slogans. Der er brug for, at butikkerne i højere grad får mulighed for at sikre bevismateriale, så også politiet får bedre mulighed for at tage sig af de mennesker, der ikke kan kende forskel på dit og mit, eller opfører sig truende over for andre.
Samtidig bør der være bedre muligheder for at kunne dele dette materiale, butikkerne imellem, således at tyven ikke blot går rundt om hjørnet, næste gang der skal stjæles fra hylderne.
Som Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd sagde til Marketconnect i maj måned:
“Det vil kræve en ny lovgivning på området, men det arbejder vi hen imod. Samtidig kunne vi godt ønske mere afskrækkende bøder for tyverierne. samt mere fokus på problemet fra politiets side. Det ville være et godt skridt på vejen.”

