De seneste måneder har såkaldte kontrolkøbere – også kaldet børneagenter – med lidt uheld kunne mødes i de danske dagligvarebutikker. Agenterne er unge, der forsøger at købe varer, de er for unge til at købe – og har de held med deres foretagende, klapper fælden. Men det er og bliver en uskik.
Forleden dag stod jeg som nummer tre i køen i et overfyldt supermarked i København, i et infernalsk spektakel af skrigende småbørn og irettesættende forældre. Jeg skulle købe dagens småting og så frem til at forlade dagligvarebutikken, der var så rodet og kaotisk som et teenageværelse, og lod også til at blive drevet af lutter livstrætte teenagere.
Forrest i køen stod en dreng, der ikke så ud til at være en dag over 18 år. Mellem os stod en høj, fuldskægget mand, og jeg tænkte straks, at jeg nu ville blive vidne til en af de berygtede kontrolkøbere – eller børneagenter – i aktion, og et bødeforlæg for at sælge spiritus til en for ung person. Det skete dog ikke, og drengen forlod snart butikken, bærende to flasker vodka og adskillige poser chips.
Naturligvis skal også supermarkeder følge loven og ikke sælge spiritus til dem, der er under 18 år – så langt, så godt – men spørgsmålet er, om børneagenter virkelig er den bedste måde at komme den slags til livs. Det mener jeg ikke, det er.
Fuldskæg og gyldigt kørekort
Konsekvenserne af brugen af disse børneagenter er da også allerede til at tage at føle på. Der er blevet rapporteret om teenage-kassepersonale, der går grædende hjem fra arbejde, efter at have solgt alkohol til en for ung person – for hvilket de straks har fået stukket en bøde i hånden og har fået at vide, at de kan se frem til at blive kontaktet af myndighederne.
På LinkedIn fortæller Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd om kontrolkøbere med fuldskæg og gyldigt kørekort, som lader til bevidst at have forsøgt at narre kassepersonalet. Det er uværdigt, ikke mindst med tanke på, at mange af dem, der jogger i fælden, selv er under 18 år og ofte sidder i deres første job ved kasseapparatet.
Den unge kvinde i situationen nævnt tidligere befandt sig også i en meget presset situation. Køen var alenlang, og flere bag mig råbte efter at få en ny kasse åbnet, men gentagne kald til kolleger om hjælp blev overhørt, alt imens en ældre herre insisterede på, at han havde betalt for meget for en bakke æg. I dette kaos lykkedes det en ung knægt at købe to flasker af husets billigste vodka.
Grundlæggende set mener jeg ikke, at ønsket om at bekæmpe denne form for lovbrud retfærdiggør, at man sender unge ud i byen for bevidst at få andre til at bryde loven. Disse agenter, der agerer fælde i byens butikker, er intet andet end børneudgaven af de agent provocateurs, man i Danmark ellers aldrig bruger til så ubetydelige lovbrud.
Andre redskaber
I Danmark anno 2024 anser man ikke unge under 18 år for at være voksne nok til at købe en flaske vodka – men man anser dem som voksne nok til på myndighedernes vegne at fremprovokere lovbrud om køb af vodka.
At hver af disse børneagenter samtidig er mandsopdækket af en kontrollant fra Sikkerhedsstyrelsen, der kan uddele en bøde til den teenager, der kom til at sælge en forkert vare til en anden teenager, gør ikke sagen stort bedre.
Overfor BT understeger Sikkerhedsstyrelsens kontorchef for Sundhed, Stine Pedersen, at besøget fra Sikkerhedsstyrelse “ikke skal være en ubehagelig oplevelse for ekspedienterne.”
Her kunne man passende spørge, hvordan i himlens navn Stine Pedersen forventer, at det nogensinde kan blive andet end en ubehagelig oplevelse?
Hvis myndighederne virkelig vil gøre noget ved problemet med, at spiritus eller cigaretter kan købes af dem, der er for unge, så må der simpelthen være bedre løsninger end at sende børn ud for at agere hemmelige agenter.
Men indtil en bedre og bare nogenlunde fornuftig løsning ser dagens lys, må landets kassepersonale leve med frygten for at falde i myndighedernes fælder. De, der desværre gør det, kan se frem til tårefyldte arbejdsdage og følelsen af at blive behandlet som kriminelle for en forseelse, der i virkeligheden ikke har et egentligt offer.
Og hvis man tror, at disse stikprøvekontroller forhindrer unge under 18 i at få fat i alkohol og cigaretter, så mangler man ganske enkelt fantasi.
Klaus Thodsen er redaktør ved Marketconnect.

