De nye studerende står på spring til landets mange uddannelser, og man må håbe, at de får sig en god studietid fyldt med alt, hvad der hører sig til. Og man må håbe, at de har modet til at springe fra og droppe studiet, hvis de har valgt forkert.
De nye studerende står på spring til landets mange uddannelser, og man må håbe, at de får en god studietid fyldt med alt, hvad der hører sig til. Og man må håbe, at de har modet til at springe fra og droppe studiet, hvis de har valgt forkert.
Nye, håbefulde studerende træder snart ind over tærsklen til deres nye uddannelser, og man må håbe, at alle disse unge mennesker kommer ud på den anden side som fremtidens it-specialister, sygeplejersker, medicinudviklere og meget mere.
For der er brug for dem alle, og inden for en lang række brancher er der en solid mangel på arbejdskraft, som disse studerende kan se frem til at afhjælpe.
Men det er også sikkert, at en del af dem, der snart kan kalde sig studerende, vil droppe ud af studiet igen – af den ene eller anden grund. Og det skal være dem vel undt, for det kræver bestemt også mod at trække stikket på det, man troede var ens fremtid.
En nødvendig beslutning
Man kan vælge at se et studieophør som en falliterklæring, og som et bevis på, at man ikke kunne klare en krævende uddannelse. Man kan også se det, som Rasmus Lund-Nielsen, Moderaternes undervisningsordfører, gør i dagens Berlingske, hvor han konkluderer, at “I en tid, hvor samfundets behov for kvalificeret arbejdskraft stiger, må vi overveje de konsekvenser, talrige sabbatår kan medføre.”
De fleste dropper dog ud, fordi de ganske enkelt har taget et forkert valg og må tage konsekvensen af det. Det er ikke en falliterklæring eller samfundsskadelig adfærd, men derimod et fornuftigt og voksent valg ikke at tvinge sig selv gennem et årelangt studie inden for et område, man ikke interesserer sig tilstrækkeligt for.
Ganske vist har regeringerne gennem de sidste 25 år haft en anden holdning. Her har fokus været på, at man skal gennemføre sit studie så hurtigt som muligt, og den mindste forsinkelse er næsten blevet opfattet som dovenskab.
Det kan der være gode grunde til, men for den enkelte studerende er det ikke særligt brugbart. For hvis du efter nogle måneders grundig overvejelse konkluderer, at du er i gang med det forkerte studie, er der ikke andet at gøre end at trække stikket. Det modsatte er langt værre; at skulle slæbe sig gennem flere års studie af ren og skær pligtfølelse.
En god beslutning
Når det så er sagt, er det ingen nem beslutning at droppe ud. For hvad skal man så give sig til?
Din SU bortfalder, og du skal finde noget at lave for at kunne forsørge dig selv – og hvad det ender med at blive, er for de fleste et åbent spørgsmål, når de vælger at droppe ud. Du vil formentlig få et job et eller andet sted, og med lidt held vil du tilmed opdage, at du har evner, du ikke anede, du havde. Og med lidt mere held kan der deraf åbne sig karrieremuligheder, du aldrig har tænkt på – endsige skænket en tanke.
Personligt droppede jeg ud af Aarhus Handelshøjskole i 2007 efter et på alle måder dødfødt forsøg på at blive en seriøs studerende. Der skulle gå flere år, inden jeg igen satte mine ben på en uddannelsesinstitution, og i den tid var jeg en af de »ufaglærte studenter«, som Rasmus Lund-Nielsen kalder det.
I de år sad jeg ikke på skolebænken, men havde derimod forskellige ganske udmærkede jobs, fik mig en masse erfaringer, var en god skatteborger og fik i det hele taget noget i rygsækken, jeg aldrig ville have fået gennem 3-5 års dræbende kedeligt studie.
I dag vil jeg sige, at det at droppe ud af et studie er blandt de bedste beslutninger, jeg nogensinde har taget – og jeg vil absolut opfordre alle studerende til at gøre det samme, hvis de ikke føler, at deres studievalg er det rette for dem.
Selvom det kan være hårdt og stressende at stå uden indtægt og uden formål i hverdagen, så lur mig, om du ikke finder noget godt at give dig til – bare tænk på, at alternativet er langt værre..