Postnord dropper 200 af sine udleveringssteder rundt om i det ganske danske land, og det ser især ud til at folk i landdistrikterne fremover må køre længere for at hente deres pakker fra den eneste danske udbringningstjeneste, der får penge fra staten.
I min lokale Silvan er pakkekøen altid alenlang, da man kan hente pakker og forsendelser fra velsagtens alle aktørerne på det danske udbringningsmarked. Kun én af disse aktører er statsejet, og det er pudsigt nok også eneste af aktørerne, der nu forringer sin egen service markant.
På et marked, hvor det vigtigste i den grad er at komme så tæt på slutbrugeren som overhovedet muligt, rykker Postnord nu lidt længere væk. For er der noget, der kan trække kunderne ind i butikken, er det at give dårligere service end konkurrenten, lader logikken til at være.
“Vi er jo også en forretning i Postnord. Og hvis der ikke er så stor efterspørgsel fra kunderne, så er vi også nødt til at tilpasse vores forretning,” siger Helle Nielsen, der også er ansvarlig for Retail i Danmark til DR.
Og det er da muligt, at der er noget om snakken, inflation og energipriser taget i betragtning – men ikke desto mindre, er det en mærkværdig beslutning for en statsejet virksomhed, der oven i købet fik to kapitaltilførsler foretaget af den danske stat i 2020 og 2021 på samlet 224 mio. kr., at man vælger at forringe sin service til kunderne.
Havde man håbet, at disse kapitaltilførsler garanterede en fastholdelse af serviceniveauet, var man altså en kende for optimistisk.
Her vil nogle sikkert minde om, at Postnord faktisk fik støtten for at bringe danskernes utroligt få breve ud; og ja, det er sandt. Men vi har her at gøre med en virksomhed, der ikke kan få en forretning ud at bringe breve ud på markedsvilkår, og som nu også må skære ned på det andet ben af forretningen; pakkeudbringning.
Der er jo faktisk mange andre aktører på det danske marked, der sagtens vil kunne overtage denne opgave, når de alligevel kører rundt med pakkepost og andet stykgods, og som beviseligt kan få en forretning ud af det.
Som skatteborger må man også spørge sig selv, hvad vi giver ekstra støtte / kapitaltilførsler for, hvis det ikke netop er for at sikre, at vi som borgere kan få den service, vi forventer? Med tanke på, hvad staten ellers har af poster, der kunne bruge store millionbeløb, virker støtten som spild af penge.
Lad os få sat en udbudsordning i gang, så vi kan komme af med den unfair statslige favorisering af det Postnord, der alligevel er i fuld gang med at afvikle sig selv.