På Nørrebro sælger The -able firmagaver til danske virksomheder, der eks. giver medarbejderne julegaver. Produkterne fremstilles af mennesker på flugt verden over, og ifølge grundlægger, Kirstine Kruse, er det både grundstenen til en forretning og til at holde liv i håndværksfagene.
Det lille lagerrum i lejligheden på Nørrebro er pakket med lerkrukker, trævarer og forskellige produkter i stof fra den store verden. Her er varer fra Palæstina, Sydsudan, Afghanistan og Ukraine, og hvert eksemplar er lavet af en person, der på den ene eller anden måde lever på flugt.
Det er Kristine Kruse, der har købt alle varerne hjem til Nørrebro, hvor hun har grundlagt The -able, der sælger alle disse varer til virksomheder, der giver dem videre til medarbejderne som firmagaver.
“Det er en måde, hvor man på virksomhed kan give en gave, der fortæller en historie og er helt unik, og samtidig give nogle mennesker arbejde og en grund til at holde gamle håndværkstraditioner i live,” siger hun.
Fokus på kvalitet
Ned fra hylderne trækker hun servietter med trykt kunst fra Libanon, som en syrisk flygtning har fremstillet med det værktøj, han som noget af det eneste – ud over de mest basale nødvendigheder – fik med sig fra fødelandet, da krigen ramte.
“De her tryk, de eksisterer kun fordi, at Shadi valgte at tage sine træstempler med sig, og nu kan holde sit håndværk i live, selvom han nu er langt hjemmefra i Libanon. Havde han ikke gjort det, hvad var der så sket med den kundskab og det arbejde, han er så dygtig til? Over hele verden går der utrolig meget af den slags kunsthåndværk tabt, når folk er nødt til at flygte,” siger Kirstine Kruse.
Shadi, som har lavet de tryk, Kirstine finder frem, arbejder til dagligt på en bar i Libanon, men holder ved siden af gang i et lille værksted, hvor man laver de tryk, der var hans levevej, inden han måtte flygte fra Syrien.

Hun fortæller samtidig, at det vævede stof, Shadi laver sine tryk på, også er en del af en uddøende kunstart, som følge af den årelange krig i Syrien. For langt størstedelen af de særlige væve, som stoffet bliver lavet på, er gået til i krig og bombardementer, og det efterlader kunstarten i overhængende fare for at uddø.
“Det er en tendens, der går igen rigtig mange steder i verden. Hvis du ikke kan få dit værktøj eller dine traditioner med videre, hvis der ikke er nogle, der vil betale for det i det land, hvor du ender, så vil håndværket i sidste ende uddø,” siger Kirstine Kruse.
Samtidig slår hun fast, at hendes baggrund for at købe alle disse mange forskellige kunsthåndværk til Danmark, i sidste ende bunder i spørgsmål om kvalitet og rentabilitet. For selvom man ønsker at give en hjælpende hånd, så skal kvaliteten som noget helt naturligt følge med.
“De produkter, jeg ender med at købe, skal være af høj kvalitet, for at jeg kan stå inde for dem. Jeg sælger dem videre til en modtager i den anden ende, som skal blive glad for sin vare og gerne anbefale det til andre. Derfor er kvaliteten utrolig vigtig, og det er ikke alt, der lever op til den standard, jeg ønsker. Men de produkter, jeg udvælger, tror jeg rigtig meget på, og jeg vil rigtig gerne være en del af at holde det enkelte håndværk i live,” siger Kirstine Kruse.