Alle virksomheder hyrer og fyrer medarbejdere nu og da, men alt for få HR-ansvarlige kender det bedte redskab af alle til at få afskedigede medarbejdere videre i karrieren; nemlig outplacement. Og det er et stort problem, mener Jesper Magnusson, direktør i Makio.
Omkring halvdelen af os oplever i løbet af vores arbejdsliv at blive fyret. Det viser en tidligere undersøgelse fra DJØF, som jeg efterhånden har henvist til igennem flere år.
Simpelthen fordi det i Danmark, anno 2024, fortsat er absurd tabubelagt at tale om fyringer. Vel at mærke i en tid, hvor vi ellers taler åbent om de fleste andre emner: seksualitet, overgreb og depression for blot at nævne nogle få. Men ikke det, at man har mistet et arbejde. No way.
Jeg har igennem 20 år rådgivet både virksomhedsledere og medarbejdere omkring netop fyringer, så jeg kender udmærket de bagvedliggende årsager til berøringsangsten. Det handler om, at mange føler stor skam, når de ufrivilligt bliver bedt om at forlade deres arbejdsplads. På trods af at fyringer meget ofte handler om noget helt andet end medarbejderens performance, men for eksempel nedskæringer, sæsonudsving og lukkede afdelinger.
Et stærkt overraskende resultat
Mine kolleger og jeg bliver hyret af virksomheder til at rådgive omkring håndteringen af store fyringsrunder, til at træne mellemledere i den utaknemmelige opgave at udføre fyringerne og i særlig grad til at udføre outplacement. Hvis du ikke kender sidstnævnte begreb, er du langt fra alene. Det er ellers et meget centralt et af slagsen, når det kommer til at tage hånd om sine medarbejdere.
Outplacement dækker kort fortalt over rådgivningsforløb, der hjælper fyrede medarbejdere med at lande nye job. Altså en temmelig vigtig detalje i virksomheder, hvor fyringer hører til normalen.
Men ifølge en ny undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af Makio kender 43 procent af de HR-ansvarlige i danske virksomheder ikke begrebet. Det er helt uden sidestykke det mest overraskende resultatet i YouGov-undersøgelsen, der kortlægger danske virksomheders forhold til afskedigelser.
Den danske model: En smart manøvre
Udover at være overraskende, så er det manglende kendskab til outplacement også et problem.
I min optik faktisk et temmelig stort problem. Det er det, fordi vi i Danmark har et arbejdsmarked, der er kendetegnet ved stor mobilitet. Sådan at forstå at det på danske arbejdspladser er meget nemt at både ansætte og afskedige i takt med efterspørgsel og sæsonudsving.
Til sammenligning er det tæt på umuligt at fyre en medarbejder i Sverige på grund af diverse lovgivning. I Holland skal der en dommer til for at opløse en ansættelseskontrakt, mens det i Belgien er lovpligtigt for virksomheder at tilbyde fyrede medarbejdere outplacement – altså at sende dem godt videre til det næste job. For blot at nævne nogle få af de lande, vi normalt sammenligner os med.
Ideen om at gøre det nemt at hyre og fyre er en smart manøvre og en væsentlig forklaring på, at lille Danmark på mange måder er konkurrencedygtig med andre og større nationer. Simpelthen fordi det danske arbejdsmarkeds fleksibilitet gør det muligt for os at indstille os på alle mulige og umulige situationer.
For eksempel bliver vi ikke låst af lange ansættelseskontrakter i dårlige tider, eller når udviklingen gør det fordelagtigt at gå i retning af nye forretningseventyr.
Ingen grund til at skamme sig – men brug for aktion
Skal den danske model have mulighed for at overleve, er vi nødt til på den ene eller anden måde at holde hånden under de medarbejdere, der med jævne mellemrum mister deres arbejde.
De medarbejdere har absolut ingen grund til at skamme sig, for afskedigelser i danske virksomheder finder sted her eneste dag. Men de har alt andet lige brug for at få en hjælpende hånd med at komme trygt og godt videre til næste job.
Ansvaret for medarbejdere og for den danske arbejdsmarkedsmodel bliver i høj grad taget alvorligt i de største virksomheder. Det er på høje tid, at de små og mellemstore virksomheder følger trop.
Jesper Magnusson er direktør i Makio.