Det er helt naturligt, at der løbende er medarbejdere, der vælger at sige op og vælge en ny vej i karrieren. Men ifølge CEO i Sunset Boulevard, Jens Broch, kalder den salgs altid på refleksion hos lederen – især når en af lederes nærmeste medarbejdere trækker stikket.
I enhver virksomhed er der med jævne mellemrum medarbejdere, der af den ene eller anden grund vælger at opsige sit job og søge lykken andetsteds.
Således også hos restaurantkæden Sunset Boulevard, og spørger man CEO, Jens Broch, er den slags begivenheder altid en anledning til at reflektere og kigge indad. Ikke mindst, når en af toplederens nærmeste ansatte siger op og søger væk fra virksomheden. Især med tanke på, at den nærmeste leder ofte er blandt de vigtigste grunde, når vi søger nyt job.
“Det kræver en ærlig vurdering af egen performance og et solidt kig i spejlet. Lad mig være helt ærlig – der er helt sikkert noget om det. Jeg har uden tvivl begået fejl! og min ledergerning er langt fra perfekt. Jeg tror på mangfoldighed, men jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan være den rette leder for alle – eller at alle vil trives hos Sunset Boulevard . Og det er faktisk også helt okay,” skriver han i et opslag på LinkedIn.
Det er ifølge Jens Broch også en erkendelse at indse, at man som arbejdsplads ikke nødvendigvis er det bedst tænkelige match med alle kandidater og medarbejdere, har gerne man end ville være det.
Selvom man kan gøre meget som virksomhed – følge tidens strømninger på arbejdsmarkedet og give medarbejdererne stor frihed – så er det ikke altid det samme, som at det er et lykkeligt match i sidste ende.
“For nogle er det en drømmearbejdsplads – for andre mindre fantastisk. Og én ting er sikkert: Det er ikke en gratis omgang at være en del af holdet. Vi forventer, at man som kollega er villig til at tage ansvar – og har lyst til at være med til at definere løsninger, både i med- og modvind. Det kræver mod at tage førertrøjen på og sige: ”𝘓𝘢𝘥 𝘮𝘪𝘨 𝘵𝘢𝘨𝘦 𝘥𝘦𝘵 𝘧ø𝘳𝘴𝘵𝘦 𝘴𝘬𝘳𝘪𝘥𝘵… 𝘭𝘢𝘥 𝘰𝘴 𝘴𝘢̊ 𝘬𝘰𝘮𝘮𝘦 𝘪 𝘨𝘢𝘯𝘨…” skriver han.