At finde den helt rigtige investor til sin startup-virksomhed, er den helt store drøm for mange nystartede virksomheder. Men hvordan gør man, og hvad er næste skridt, når investoren er kommet ombord?
En iværksætteride, der startede i en kælder på Nørrebro, har for danske Flow Loop med årene vokset sig større og større, og i dag er den danske cleantech-virksomhed i gang med at udbrede sit produkt til flere brancher og flere lande.
Konceptet er på sin vis ganske simpelt; en recirkulerende bruser, der renser og genanvender vandet fra din bruser, og sparer forbrugeren 80 procent på vandregningen og 70 procent på energiregningen.
Og nu er én af verdens største møbelkæder, IKEA, kommet med på vognen efter en større millioninvestering.
“Man siger, at med hensyn til investeringer, så starter man med friends, fools and family, og så bevæger man sig videre til Business Angels, og til sidst op til kapitalfonde for at hente penge. Og endelig kan man gå til strategiske investorer, og det er det, IKEA er for Flow Loop,” siger CEO, Troels Grene i podcasten, SelskabsDialogen.
Han fortæller videre, at det har været et langt sejt træk at få den store investor med ombord, og i det hele taget at få møbelgiganten gjort interesseret i en relativt lille dansk virksomhed som Flow Loop.
“Tilbage i 2019 deltog Flowloop i IKEAs acceleratorforløb, og der lærte vi deres vandinnovationsteam at kende. Og siden 2020 har vi arbejdet tæt sammen med dem. I 2020 indgår vi en udviklingskontrakt med dem, og den er så blevet forlænget, men løber stadigvæk. Den kontrakt har gjort, at de også var villige til at investere i virksomheden,” siger Troels Grene.
Men én ting er selve investeringen fra en langt større samarbejdspartner, noget helt andet er, hvad man så gør fremadrettet, når investeringen er kommet i hus.
“IKEA trækker en masse virksomheder med sig, som vi potentielt kan tappe ind i. Virksomheder kan se, at vi har dem som investor, og det gør, at hvis vi kan få vores pumpe ind i det her produkt, så ser vi et potentielt kæmpe marked for os. Og det er jo ikke bare pumpeproducenten, det er jo alle de forskellige leverandører, vi har, der ser det. Den kommende tid ser vi rigtig meget mod hotelmarkedet, ligesom vi har et stort fokus på nybyg.”