Hybride arbejdsformer har vundet frem i de seneste år, men langt størstedelen af danskerne vil hellere møde op hver dag fremfor udelukkende at arbejde fra hjemmekontoret, viser en ny undersøgelse fra it-virksomheden GlobalConnect.
Arbejder du også hjemmefra nu og da?
Så er du langt fra den eneste, og siden coronaen har det remote og hybride arbejde i stor stil vundet frem på danske arbejdspladser. En analyse fra Dansk Industri (DI), viste i september, at 136.000 danskere i den private sektor dagligt arbejder hjemme af den ene eller anden grund.
Da analysen fra DI kom frem i september, udtalte Peder Lind Sørensen, senior executive hos Globeteam og ekspert i hybride arbejdspladser, at han dårligt kunne nævne en virksomhed, der ikke tilbyder remote eller hybridt arbejde til de ansatte.
“Mange steder er det fast rutine, at man arbejder hjemme flere dage om ugen, og i mange virksomheder, især dem, der vækster kraftigt, har man slet ikke plads til alle, hvis ikke en stor del af medarbejderne arbejder hjemmefra,” udtalte han dengang til Marketconnect.
Men ifølge en ny undersøgelse fra it-virksomheden GlobalConnect, foretrækker hele 76 procent af os fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen hver eneste dag.
”Undersøgelsen er et realitetstjek. I tre år har vi fortalt hinanden, at hjemmearbejde er den nye normal. Den antagelse er nødvendig at udfordre, for danskerne vil tydeligvis stadig gerne møde fysisk på arbejde. Mange virksomheder har investeret massivt i at skabe gode rammer for hjemmearbejde. Når vi nu kan se, at medarbejderne har et tydeligt ønske om at komme ind på kontoret, vil det for mange virksomheder give mening også at se på at investere mere i de fysiske rammer på arbejdspladsen,” siger Annette Otto, HR Direktør i GlobalConnect.
I april måned viste analyse fra Ericsson Consumer & IndustryLab, at næsten halvdelen af de adspurgte (48 %) siger, at de værdsætter øget fleksibilitet på arbejdet. Samtidig fortæller 52 procent, at de betragter fleksible arbejdstider- eller steder som nøglekrav til arbejdspladsen, mens 25 procent siger, at fleksibilitet er deres topprioritet, hvis de skulle søge et nyt job.
“Min egen favorit take-away er, at remote work klart er kommet for at blive – måske ikke ligefrem på det niveau, som blev målt under pandemien, men stadig på væsentligt højere niveauer end før pandemien,” sagde Anders Erlandsson, leder af Ericsson IndustryLab, i forbindelse med undersøgelsen.
Men skal man tro Globalconnects nye undersøgelse, så er det blot syv procent af de danske respondenter, der har skiftet job i løbet af de seneste tre år, fordi de ikke måtte arbejde så meget hjemmefra, som de ønskede, mens 12 procent har overvejet at skifte.
”Hjemmearbejde kan ikke stå alene som det, der tiltrækker og tilknytter medarbejdere til arbejdspladsen. I undersøgelsen er det tydeligt, at det sociale og gode fysiske rammer at arbejde under er væsentlige for danskerne. De forhold er mindst lige så vigtige – hvis ikke vigtigere – at investere i, hvis danske virksomheder vil have de bedste medarbejdere i fremtiden,” siger Annette Otto.