Efter at være banket voldsomt i vejret som følge af bl.a. krigen i Ukraine, har elpriserne taget et betydeligt fald gennem det seneste år. Det giver billigere elregninger ude i virksomhederne.
Energipriserne har givet anledning til alvorlige lommesmerter i mange danske virksomheder, der er blevet hårdt pressede af priser, der for mange vedkommende mangedoblede i løbet af 2022.
Siden er den værste energikrise løjet af, og priserne er således igen ned på et lavere niveau. Målt som gennemsnit for året til dato er elprisen 55 procent lavere end sidste år. Det viser beregninger foretaget af Dansk Industri (DI). Med til historien hører også, at elpriserne i år fortsat er 91 procent højere end det seneste normalår, 2019.
“Det er meget positivt, at elpriserne er faldet tilbage. Det sparer både forbrugere og virksomhederne for meget store udgifter, hvilket er vigtigt i en tid med fortsat høj inflation,” siger Troels Ranis, der samtidig fortæller, at udviklingen især skyldes, at elpriserne er knyttet op på udviklingen i gaspriserne, som er faldet markant tilbage.
Selvom han glæder sig over de støt faldene, vil han også gerne komme med en advarsel om ikke at hæve sit forbrug, bare fordi priserne er dalende.
“Af hensyn til den grønne omstilling og forsyningssikkerheden er det vigtigt, at vi fortsat har fokus på at spare på energien. Det er både til gavn for den enkelte forbruger, virksomhederne og samfundet,” siger Troels Ranis.