Ekstrem varme i Sydeuropa får flere til at vælge camping i Danmark, hvilket er en fordel for dansk turisme og økonomi.
“Hvad er så skønt som den danske sommer?” sang Ib Schønberg og Henry Nielsen i filmen Ved Kongelunden fra 1953, og der kan være noget om snakken, hvis man spørger de mange turister, der i disse uger og måneder nyder ferien her til lands.
Det danske sommervejr er, trods dets upålidelighed, blevet populært hos mange udenlandske turister på grund af de køligere temperaturer – en trend, der kaldes ’coolcation’. Efter et par sløje år under corona er udenlandske turister for alvor vendt tilbage til de danske campingpladser.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at udenlandske campister i 2023 foretog 30 procent flere overnatninger i Danmark end i 2019, før pandemien. Ifølge Niels Frederik Lund, direktør i Camping Outdoor Danmark, skyldes denne stigning blandt andet det danske sommervejr.
“Vi ser, at flere turister fra især Tyskland og Holland foretrækker Danmark fremfor Sydeuropa for at undgå de ekstreme varmegrader, der er blevet mere udbredte,” siger han.
Hos First Camp, Skandinaviens største kæde af campingpladser, har man også bidt mærke i trenden, der trækker især nordeuropæere til især den jyske vestkyst. Bookinger fra tyske turister er steget med 22 procent sammenlignet med sidste år.
“Især tyskerne søger mod Danmark for at undgå ekstrem varme. De foretrækker temperaturer, de kan holde ud, selvom der ikke er garanti for sol,” siger Kent Lodberg, Head of Brand & Marketing hos First Camp.
Det er ikke kun udenlandske turister, der vælger Danmark. En undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at 72 procent af danskerne forventer at holde sommerferie i Danmark. First Camp har oplevet en 55 procent stigning i teltbookinger.
“Mange vil opleve naturen og glamping bliver mere populært. Danske campingpladser satser på at trække naturen ind på pladserne,” siger Kent Lodberg.