Globeteam, der er en af Danmarks førende IT-konsulentvirksomheder, er sammen med fire andre leverandører udvalgt til Delaftale 2 i Erhvervsstyrelsens IT-rammeaftale, som løber frem til 2028. Delaftalen dækker over konsulentydelser og har en samlet maksimal fastsat værdi på 150 mio. kr.
Globeteam er en af vinderne af Erhvervsstyrelsens Delaftale 2 og skal være med til at udvikle og videreudvikle IT-systemer i styrelsen. Delaftalen med Erhvervsstyrelsen skaber glæde hos managing director for Globeteams danske aktiviteter, Andreas Strandbygaard.
“Vi er meget tilfredse med, at vi er blandt de udvalgte leverandører til at levere IT-konsulentydelser til Erhvervsstyrelsen. Det er en vigtig aftale for os, og vi ser frem til at kunne bidrage med vores ekspertise og erfaring. Vi glæder os til at komme i gang med arbejdet,” siger Andreas Strandbygaard.
Delaftale 2 er en del af Erhvervsstyrelsens samlede IT-rammeaftale, som løber over en periode på fire år, og som indeholder seks delaftaler i alt. Delaftale 2 giver også Globeteam mulighed for at byde på fremtidige miniudbud i rammeaftalen.
Det er ikke uvant for Globeteam at levere konsulentydelser til det offentlige, som virksomheden er specialister i.
“Globeteam ser frem til samarbejdet med Erhvervsstyrelsen og værdsætter de samfundsmæssige fordele ved at levere konsulentydelser til det offentlige. Med vores ekspertise på området er vi stolte af vores igangværende samarbejder med flere offentlige myndigheder,” siger Andreas Strandbygaard.