Mange danske virksomhedsledere er også aktive i diverse bestyrelser, både i branchefællesskaber og i andre virksomheder. Gitte Kirkegaard, CEO i Logitrans, er aktiv i en række bestyrelser, fordi det giver mening for hende selv og for virksomheden.
I den lille landsby, Farup, lidt nord for Ribe, er der ikke mange virksomheden, men der er til gengæld en af egnens største – Logitrans, der bl.a. producerer palleløftere, og som har 150 medarbejdere og eksporterer til over 50 lande.
Her er Gitte Kirkegaard CEO, og udover det daglige arbejde i familievirksomheden, hvor hun er tredje generation ved roret – er hun aktiv i en række bestyrelser, såsom bl.a. Industriens Fond, Natur-Drogeriet og Erhvervshus Sydjylland.
Og det er på ingen måde tilfældigt, at Gitte Kirkegaard vælger at bruge en stor del af sin tid på bestyrelsesarbejde, der ikke umiddelbart har noget med Logitrans at gøre.
”Jeg synes, det giver mig rigtig meget værdi at deltage i de her bestyrelser, dels fordi jeg kan give min egen viden videre til andre og være med til at få sat nogle vigtige emner på dagsordenen, og dels fordi jeg får en masse input til, hvordan vi kan drive vores egen virksomhed videre,” siger hun til Lederstof.
Hun fortæller samtidig, at det netværk, hun med årene har opbygget i branchen og gennem sit arbejde i diverse bestyrelser, har haft stor betydning for hendes professionelle virke.
”Jeg rækker ofte ud til mit netværk med spørgsmål og ting, som jeg er i tvivl om,” siger hun. ”Og der er faktisk rigtig mange, der gerne vil hjælpe, fordi de føler sig involveret, hvis man tør spørge dem. Jeg tror generelt, at det med at have et netværk og ikke være bange for at række ud, det kommer du rigtig langt med – uanset hvad du gerne vil arbejde med,” siger hun.