Der skal nyt skilt på facaden hos Kildegaards Auto, der fremover bliver til Dams Auto. Det sker, når Martin Dam overtager AutoMester-værkstedet, der har ligget i Gislev de seneste 47 år.
Efter 47 år ved roret træder Erik og Bodil Kildegaard tilbage som ejere af AutoMester-værkstedet på Håndværkervej i Gislev. Det traditionsrige værksted får nu en ny ejer, som ikke er nogen fremmed for hverken værkstedet eller lokalsamfundet.
“Jeg har kendt Erik og Bodil hele mit liv. De var med til min barnedåb,” siger den nye ejer, Martin Dam.
Med ejerskiftet skifter værkstedet navn fra Kildegaards Auto til Dams Auto, men den høje kvalitet og gode service, som kunderne kender, vil fortsætte.
“Det er bare en anden stemme i telefonen og et nyt navn på skiltet,” siger Martin Dam. Han ser frem til at fortsætte i samme ånd som Erik og Bodil og bevare værkstedets gode ry.
Dams Auto forbliver en del af AutoMester, som værkstedet har været i over 30 år. Martin Dam understreger vigtigheden af kvalitet og uddannelse i branchen.
“AutoMester står for kvalitet og uddannelse. Det er vigtigt, hvis man skal overleve. Vi er konstant i gang med at gøre os bedre og klogere til glæde og gavn for kunderne og deres biler.”