FTZ Akademi er med til at videreuddanne mekanikere til at håndtere den teknologiske udvikling i bilbranchen. Lonnie Jensen er uddannet mekaniker, og hun har været en del af FTZ Akademi, hvor hun har tilegnet sig ny viden inden for hybrid- og elbiler, som hun ikke fik på sin uddannelse.
“Da jeg blev udlært som mekaniker, var hybridteknologi ikke en stor del af pensum. Derfor var det vigtigt for mig. Vi mødte rigtig mange spørgsmål fra vores kunder. De havde brug for dele, som vi ikke var vant til at håndtere, samt oplysninger om ladekabler og andet,” siger hun.
På trods af den begrænsede erfaring tog Lonnie initiativ til at sikre, at hun var opdateret med den nyeste viden.
“Jeg gik til min leder hos FTZ og sagde, at jeg gerne ville blive skarpere på hybrid- og elbiler. Og heldigvis kunne jeg få undervisning. Jeg lærte først og fremmest, hvordan man sikkert håndterer hybrid- og elbiler. Jeg fik også en masse viden om bilernes opbygning og de forskellige teknologier, som findes,” siger hun.
FTZ Akademi gavner autobranchen
Lonnie Jensen har været vidt omkring i autobranchen. Hun blev uddannet som automekaniker i 2019 i Bayern Autogroup, og efterfølgende kom hun til FTZ som reservedelsekspedient. Herefter blev hun stedfortrædende afdelingsleder i Middelfart. Nu er Lonnie Jensen teamleder i kundecenteret hos Skorstensgaard i Kolding, hvor hun dagligt gør brug af den viden, som hun fik, da hun var hos FTZ.
“Selvom jeg ikke længere laver biler, anvender jeg stadig det, jeg har lært på FTZ Akademi. Når en kunde ringer og fortæller om problemer med sin elbil, forstår jeg de processer og dynamikker, der ligger bag. For eksempel, hvis en almindelig forbrændingsmotor mangler lidt kølervæske, er det ikke nødvendigvis farligt – men hvis en elbil pludselig taber kølervæske, kan det være et alvorligt problem,” siger hun.
Viden er afgørende
Lonnie fortæller, at hendes viden om hybrid- og elbiler er afgørende for at kunne rådgive kunderne korrekt. Når vanskeligheder opstår, er det vigtigt at have den nødvendige teori og praktiske erfaring at trække på.
“Jeg forstår den teknologi, vi arbejder med, og jeg er godt rustet til at møde de udfordringer, der kendetegner den moderne bilbranche. Jeg synes selv, at det har givet mig en fordel af være en del af FTZ Akademi, og jeg kan kun anbefale andre at gøre det, hvis de føler, at der er ting, de ikke kan besvare spørgsmål på,” siger Lonnie Jensen.