Henrik Berg har flere års erfaring med direktørstillinger i den Egmont-ejede virksomhed, GoGift. I 2022 sagde han farvel til den faste lønseddel for at satse hele pakken på underbukser. Ifølge ham selv er det ikke en ulempe, at han er startet senere end mange andre.
På en restaurant i indre København sidder Henrik Berg op ad indgangen til herretoilettet med nogle kammerater. Pludselig kommer en mand ud og kigger selvbevidst ned ad sig selv. Han bakker undvigende, da han opdager dét dryp på buksen, som mange mænd er opmærksomme på og døjer med.
Episoden i 2019 blev starten på et iværksættereventyr for Henrik Berg. Han stiftede virksomheden, Basic+Ally, som laver underbukser, der blokerer den sidste dråbe, som ofte ender i mænds undertøj efter et besøg på toilettet. Springet tog han efter mange år som medarbejder i den mere forudsigelige og stabile del af arbejdsmarkedet som Innovation & Strategic Partnership Director Den senere start gør dog ikke, at tempoet er lavere eller indeholder mindre gejst.
“Det er klart, at med alder kommer noget erfaring. Både jeg selv og mine to co-founders kommer med en stabilitet og en ekspertise, som er oparbejdet gennem mange år på arbejdsmarkedet – den er jeg sikker på, vil komme os til gode,” fortæller han.
Selvom tempoet stadig er højt, mener Henrik Berg selv, at det har givet en stor frihed at blive selvstændig. En frihed, han på mange måder har længtes efter, men først mærker nu. Skabertrangen har dog altid ulmet under overfladen.
“Selvfølgelig er det angstprovokerende at få sin sidste løn og vide, at den næste løn skal jeg selv betale – og jeg skal selv vurdere, om jeg vil trække noget ekstra ud til mig selv eller smide det i virksomheden. Men dét at kunne tage en time eller to til at spille fem hundrede eller fodbold i haven med mine børn, når de kommer hjem fra skole, det er uvurderligt,” fortæller han.
Fredagsbar på en tirsdag og lange arbejdsdage på en lørdag
Henrik Berg har selv en kone og to børn, hvis opbakning har været essentiel, for at han har kunnet lægge de timer, det kræver at starte virksomhed fra bunden. Når man siger farvel til kollegaer, et stort kontor med 8-16-kutyme og en fast portion penge i slutningen af måneden, kræver det, at man har styr på sine prioriteringer, fortæller han:
“Det, der har overrasket mig mest ved at gå selvstændigt, er, at jeg har mistet al fornemmelse af, hvilken dag det er. Det er også farligt, for så kommer man hurtigt til at arbejde hele tiden. Omvendt tror jeg så meget på vores projekt, og så er man jo villig til at lægge de nødvendige timer, hvad end det er mandag morgen eller søndag aften.”
Selvom holdet bag Basic+Ally kun har været i luften i lidt over et år, er der ingen tvivl i stemmen, når det kommer til at give et godt råd videre til andre iværksætterdrømmere:
“Man skal sætte sig ned og vurdere; vil det her berige mit liv og gøre mig glad og stolt – også når jeg engang sidder på et plejehjem og kigger tilbage på mit liv? Hvis du har det sådan, og din idé er god, så er det bare om at sætte 100 procent ind på det,” afslutter han.