Der er stort pres på de danske ingeniører i disse år. Mangel på arbejdskraft sætter medarbejder under øget pres, og de nye arbejdsformer, der er opstået som følge af corona, sætter den daglige trivsel på prøve. Det kan mærkes i IDAs seneste medlemsundersøgelse.
“Ved den første nedlukning steg medlemmernes trivsel. Mange fik rusket op i arbejdslivet, og alle var klar over, at det var en ekstraordinær situation. Ved anden nedlukning var stemningen en anden, og alle var trætte af situationen. Stress og trivsel handler ikke kun om tiden på jobbet, men også om hverdagen i det hele taget,” siger Eva Jakobsen, arbejdslivskonsulent i Ingeniørforeningen, IDA.
Vi skal bruge corona til at gentænke, hvordan vi kan indrette os i det nye hybride og fleksible arbejdsliv.
Eva Jakobsen.
Nu, efter tredje genåbning, er vi alle sammen i det store hele vendt tilbage til arbejdspladsen, og selvom mange fortsat arbejder remote eller hybridt, så har hverdagen igen indfundet sig langt de fleste steder. Med denne tredje genåbning er nye problemstillinger rykket ind på mange arbejdspladser, også blandt ingeniørerne, og de nye arbejdsformer afstedkommer, at flere af arbejdslivets små og store udfordringer kommer for en dag.
Reboarding efter corona
Mange arbejdspladser kører stadig med hjemmearbejdsdage, hvor medarbejderne er fysisk tilstede på arbejdspladsen noget af tiden, og ellers arbejder hjemmefra. Nogle arbejdspladser er igang med at udforske, hvor lidt de behøver mødes på arbejdspladsen, og taler om ”virtual workers” og andre er ”back to normal” altså, at vi mødes fysisk på arbejdspladsen som udgangspunkt.
“Uanset hvordan vi indretter os, så stiller det store store krav til ledere og til medarbejdere der måske i højere grad skal udføre selvledelse. Vi ved at støtte fra kolleger og ledere er med til at forebygge stress. Konstruktiv og systematisk feedback og forventningsafstemning på arbejdsopgaven er også en vigtige faktorer, når vi taler forebyggelse af stress. Begge dele kan være svært at få ordentlig fat på for både ledere og kolleger, når man ikke ses særlig ofte,” siger Eva Jakobsen.
Nogle har oplevet at have en højere produktivitet mens de arbejdede hjemme, men det skete på bekostning af det sociale lim og relationer på arbejdspladsen. Nogle af os er gået fra at tænke ”vi” om vores arbejdspladser til at tænke ”mig”. Relationerne er trukket tynde.
For vores relation til arbejdspladsen ændres, når vi kun mødes virtuelt. Vi bliver mere følsomme overfor tonen i mails eller kommentarer eller stilhed på i onlinemøder. Der skabes rum for flere fantasier og forestillinger om at hvorvidt man gør sit arbejde godt nok – eller bliver set af lederen.
“AC – hovedorganisationen lavede i 2018 en stor undersøgelse, hvor over 90 % af lederne i svarede, at de gerne ville forebygge stress, men at 62 % af dem ikke vidste , hvordan de skulle gøre det. Og det er sikkert kun blevet forstærket af corona De nye måder at arbejde på stiller helt nye krav til lederne og mellemlederne, der skal tilpasse deres ledelse til medarbejdere, der nu kan sidde over hele landet eller i hele verden,” siger Eva Jakobsen.
Hun mener, virksomhederne i højere grad bør uddanne deres ledere og mellemledere til at blive bedre til at tale om trivsel med deres medarbejdere. Når der mangler medarbejdere, skal virksomhederne gøre en ekstra indsats for at rekrutter og fastholde medarbejdere og der kan et fleksibelt og bæredygtigt arbejdsliv blive attraktivt.
“Vi har i Danmark de bedste forudsætninger for at skabe gode og bæredygtige arbejdspladser, så når hver femte ingeniør har stresssymptomer, så skal det tages alvorligt. Vi skal bruge corona til at gentænke, hvordan vi kan indrette os i det nye hybride og fleksible arbejdsliv.”

